Downtown Dynt består af to medlemmer, far og søn, John O’Driscoll og Brian O’Driscoll. De kaldte sig tidligere meget dækkende for John´n´Son. De to har eksisteret som duo siden 2003 og har samlet en masse musikalske erfaringer fra små spillesteder og festivaler. Deres første album var “Downtown At Last” fra 2013. Og her i februar 2016 er duoens andet album, Downtown Again, så udkommet.
Hvis man nu undrer sig over navnet Dynt og ikke kan finde det i ordbogen, så skyldes det nok, at det er et stednavn. Den lille by Dynt ligger i Sønderjylland i Broager Sogn, nede i det sydøstlige hjørne. Jernbanen blev nedlagt i 1932, men i nabobyen Skelde har man det herligste aktive forsamlingshus, Nette Jensens, hvor Brian er fast gæst hver torsdag. Og et ”Downtown Dynt” har man altså også.
John er født og opvokset i Irland, men flyttede til Danmark for en del år tilbage. Brian underviser til daglig på Sønderborgs Produktionshøjskole i musik. Man finder også Brian som sangskriver, sanger og guitarist i de to bands Heartlands og Two Or More.
Downtown Dynts plade må siges at være irsk folkemusik ”down to earth”. Her er ingen fine fornemmelser eller forhåbninger om at være dybt originale og selvskrivende, og ambitionerne er tydeligt nok meget prisværdigt at levere evigt grønne, vellydende og iørefaldende klassikere. Derfor er både Dirty Old Town, Molly Malone og Streets Of London at finde blandt de ni numre, og de er stadig gode. Far Johns stemme er sprød og varm, og han spiller såvel bouzouki som bodhran, mens Brian mest tager sig af guitaren. Ind imellem lyder instrumenterne, som når vennerne samles til jam ved lejrbålet, men måske netop derfor er det særdeles stemningsfuldt og syng-med-egnet.
De ni skæringer på pladen, alle engelsksproget, er skrevet af solide folk som Joe Dolan, Ralph McTell og Ewan MacColl. Teksterne er meningsfulde og melodierne iørefaldende. Alan Bell har skrevet den smukke Windmills, der handler om møllernes arbejde for høst og velfærd gennem historien. Joe Dolan er mand for sangen om The Foxy Devil, den troløse rødhårede skønhed, som man ikke skal tro over en dørtærskel. John O´Dreams af Bill Caddick er sangen om den engelske Ole Lukøje med melodi af ingen ringere end Tjajkovskij (et lån fra den 6. symfoni).
Kun ét sted rejser hårene i mine øregange sig lidt. ”Dirty Old Town” er klart pladens svageste nummer, for ordene lyder, som om de mumles i en baggård. Det kan selvfølgelig være tilsigtet -en måde at fremkalde lidt stenbro-stemning på, men ikke så vellykket rent musikalsk.
www.downtowndynt.dk
