”Den Lille Prins” er et relativt moderne og meget berømmet eventyr (1943) – og som sådan en eviggyldig fortælling. Den har allerede i massevis af udgaver og i årevis turneret rundt som teaterstykke i hele verden.
På de hjemlige breddegrader er det bl.a. netop sket med en meget rost forestilling, som Den Danske Scenekunstskole har stået for.
Nu foreligger så en cd med den erfarne og virtuose børne- og voksensangerinde Stine Michels bud på en musikfortælling bygget over franske Antoine de Saint-Exupérys (1900 – 1944) klassiker. Målgruppen er ældre børn og deres voksne på biblioteker, i kirker og andre spillesteder. Min vurdering er, at børnene skal være minimum otte år for helt at forstå historien.
Michel har valgt at hente sin inspiration fra verdensmusik, folkemusik, fransk musette, rituel musik samt kormusik og mere traditionel sangskrivning. Ambitiøst og flot tænkt! I den musikfortælling, hun og hendes dygtige musikere tilbyder om ”Den Lille Prins”, lover hun, at der bliver mulighed for at opleve masser af instrumenter som finsk kantele, spansk guitar, hawaiiansk ukulele, jødeharpe, rituelle trommer og selvbyggede instrumenter samt dans og fortælling.
Exupéry var selv postflyver over Sahara i en tid, hvor man navigerede efter vejtræer og de tilfældige geder, man en gang i mellem kunne skimte nede på jorden gennem huller i skyerne. Så han vidste, hvad han talte om, når han lader historien starte med en pilot, der forulykker over ørkenen. En dag møder piloten i fortællingen en dreng, en lille prins fra asteroiden B-612, der med sin ukuelighed bliver ved med at spørge, til han får et svar.
Hvordan tæmmer man en ræv? Hvorfor drikker drankeren? Hvordan kan man eje stjernerne?
Piloten kommer til at holde meget af sin nye ven, der beretter om de besynderlige stivstikkere og repræsentative, men ikke særligt sympatiske mennesker, som han har mødt på sin vej til jorden: Drankeren, den diktatoriske konge og forretningsmanden: Alle selvoptagne og følelseskolde. Desuden har han mødt en ræv, han skulle tæmme – og en slange.
Der er klemt ikke færre end 17 originale Michel-sange ned på pladen, heraf fem ekstranumre, og mellem numrene kædes historien så sammen. En af de smukkeste ørehængere, et ekstranummer der serveres med charme og fint fingerspil af Michel, er ”Roser må man passe på”.
Sangteksterne er fine, melodierne iørefaldende, intentionen er god. Jeg gætter på, at både børn og voksne vil være godt underholdt, hvis de ser musikfortællingen med Michels dynamiske udstråling, de sjove instrumenter, figurer og kostumer, og hvis de efterfølgende lytter til pladen. Dog tror jeg af og til, at de karakterer og udtryk, der præsenteres, må forekomme moderne børn lidt uforståelige og gammeldags. Et centralt udtryk i fortællingen er, at man skal lære ”at se med hjertet”. Det er sikkert fint at kunne det, men hvordan gør man det rent praktisk, hvis man er en pubertetstruet 10-årig med hang til computerspil? Og hvor mange børn er helt klar over, hvad en ”dranker” er?
”Den Lille Prins” vil vise, om den stadig holder, når børn, forældre og bedsteforældre lytter til den sammen. Stine Michel har givet et godt bud på, hvordan man kan holde musikalsk liv i en af verdenslitteraturens klassikere!