Jeg kunne forestille mig, at Bob Dylan trækker overbærende på skuldrene af alle de fødselsdagshilsener, han har fået over en snart længere periode i anledning af hans påbegyndte ottende årti. Som om han ikke er fortolket nok i forvejen, har gud og hvermand nu indspillet en eller flere tributter til ham, og ikke alt er lige godt.
Da hans humanitære engagement desuden har været for nedadgående i snesevis af år, er det ikke sikkert, at den amerikanske nationalbard stillede sig forrest i butikskøen, da Amnesty International for kort tid siden udgav “Chimes of Freedom. The Songs of Bob Dylan. Honouring 50 Years of Amnesty International”. Det er en samling af 70 sange, samlet på fire cd’er, med fortolkere i enhver størrelse og alder, alt fra Miley Cyrus og Kronos Quartet til Patti Smith og Diane Krall.
Ja, selv Johnny Cash er blevet vakt til live fra graven, eller rettere sagt: Lydsporet til en af hans bedste covers, “One Too Many Mornings”, er blevet eftersynkroniseret med banjopicking og sang af Avett Brothers. Og … hvisk det lavt, men med i koret brummer fødselsdagsbarnet selv, uden at han dog krediteres for det. Det originale lydspor stammer fra de studieoptagelser, som Cash og Dylan foretog sammen i tresserne, men som aldrig er udsendt i deres helhed.
Amnesty på sin side har måske indset, at en almindelig selvsmagende cd med hyldest til organisationen og dens budskaber ikke ville afstedkomme den store opmærksomhed. Så man har besluttet sig for at forene alle gode kræfter under et tag, hvilket næsten ikke kan gå galt. Her er vitterlig noget for enhver smag.
Hvis man mere snævert ser på selve tolkning til forskel fra de rene covers, hvor Dylans agent i tresserne udsendte en stribe demos til dét formål (som efterfølgende distribueredes i milliontal på diverse bootlegs), så ligger det fast, at enhver fortolker har den uindskrænkede ret til at arrangere sangene efter lyst og behov, ja sågar at tilføje ord, som ikke indgik i originalen.
Lytteren har så den uindskrænkede ret til at bryde sig mere eller mindre – eller slet ikke – om tolkninger, der ligger milevidt fra originalerne. Men forsøg i det mindste at være åben for fortolkerens udgangspunkt, såsom hvorfor flere af navnene, der er hotte i nutiden, vælger den ekspressive sangmodel, hvor enhver melodisk struktur udviskes til fordel for spage eller skrappe stemmer, der accentuerer nogle ord, mens andre knap hviskes.
Man bliver udfordret som lytter, og der venter glædelige overraskelser. Mine forventninger til Miley Cyrus var ikke store, men nu ved jeg, at hun bliver spændende at følge i årene fremover. “You’re Gonna Make Me Lonesome When You Go” kan næsten ikke synges af en teenager, men Mileys version, der mere er cover end tolkning, lyder troværdig med hendes stemmeføring, der antyder, at Lucinda Williams er spillet flittigt i Chateau Cyrus.
I den anden ende af aldersskalaen finder vi Pete Seeger, der om få uger runder 93. Det virker næsten for cheesy, at han skulle udøve “Forever Young”, men kender man til Seegers vedvarende engagement og aktivitetsniveau, er det ikke så skørt endda. Pete fremsiger sangen sammen med et kor på sin i de sidste mange år så karakteristiske “talende sang” – af onde tunger kaldet pensionisthiphop. Skæringen er den næstsidste, inden Dylan selv synger titelsangen, der er den eneste ikke nyindspillede sang på pladen.
Jeg vil fremhæve endnu et højdepunkt eller rettere sagt to. Kronos Quartet er kendt for musikalsk minimalisme, men “Don’t Think Twice It’s Allright” får en mere rundhånden gengivelse, der ikke desto mindre lyder som et ægte Kronosnummer fremfor en kopiudgave af kendte toner. Mens Ke$ha synger en mere skrabet udgave af samme sang, der næsten er a capella bortset fra et svagt tonet strygerarrangement. Så må man sige, at to gange er godt nok …Til mit eget retoriske spørgsmål i indledningen, kan kun svares: Dylan kan slet ikke tolkes nok.
