Buster Sledge er en norsk-baseret trio, dannet for tre år siden af to norske musikere, Mikael Jonassen og Jakob Folke Ossum, med baggrund i jazzmusik, og den amerikanske violinist og sanger Michael Barrett Donovan. Sidstnævnte har turneret i USA med et Grateful Dead-tributeband sideløbende med gennemførelsen af en mastergrad i klassik komposition.
De tre har fundet sammen om at skabe amerikansk folkemusik med udgangspunkt i bluegrassgenren. Violin, 5-strenget banjo med Earl Scruggs fingerpickingstil, guitar og flerstemmig sang. Sangene skyldes Michael Barrett Donovan bortset fra en enkelt af banjospiller Mikael Jonassen, som sært nok er den eneste, hvis tekst ikke er medtaget i bookletten.
Sangteksterne anslår en vemodig og lettere blå stemning, som nok modsvares musikalsk i de mere balladeagtige sange, men ikke helt tilsvarende i de hurtigere og mere bluegrassprægede.
Det er ellers ikke de tre musikeres kvalifikationer, det skorter på. Tæt sammenspil i fine og gennemførte arrangementer, såvel instrumentalt som vokalt. Ind imellem høres nærmest Beach Boys-agtige harmonier. Spilleteknisk er niveauet højt. De to nordmænd overfører deres erfaring fra jazzen til henholdsvis banjo og guitar, og så kender førstnævnte givetvis sin Bela Fleck.
Buster Sledge er et udmærket bud på nutidig original musik med udgangspunkt i de gennemprøvede folkemusiktraditioner fra USA.