Som både musiker og biolog har Bo Evers i det meste af sit liv forsøgt at finde ud af, hvad livet er og give det kunstnerisk udtryk. Med sit nye album ”Liv” synes han, at han er kommet lidt tættere på et svar. Dels har han fået flere erfaringer siden sin pladedebut i 2013, dels er han blevet far, og desuden synes han, at verdens ondskab med krig, Corona og katastrofer er rykket tættere på og har givet noget at skrive om.
Da jeg hørte pladenvar min første reaktion: Jamen, det var da en meget usædvanlig stemme. Lidt inciterende og spinkel, en let nasal skærebrænder – og i hvert fald rigtig meget langt fra både Elvis Presley og Joan Baez. Men ved tredje gennemlytning havde jeg vænnet mig til lyden og syntes egentlig, at de undertiden tragiske, finurlige og bittersøde pointer i de 11 selvkomponerede, dansksprogede sange rigtigt kom til deres ret i Bo Evers særprægede stemme. Jeg kom til at tænke på min mor, der elskede at hade Povl Dissing, men til sidst lærte at sætte pris på hans unikke forening af stemme og indhold – samt den særlige smerte, som han deler med Bo Evers.
Så velkommen til Bo Evers andet soloalbum. Det første hed ”Bo Evers møder Gypsy Vendetta & Pyskow” (2021), og det var var musikalsk præget af sigøjnerjazzen. Forud ”Liv” har Evers med gruppen ”Modspil”, helt tilbage i 2013, udgivet albummet ”Forhold og Baghold”. Og i en lind strøm er der siden kommet en del EP´er og singler, bl.a. den sjove platinsucces ”Fred” og ScoreKaj-nummeret, ”Barry White” samt den smukke og gribende skilsmissefar-sang, ”Hver anden Weekend” fra 2015. ”Liv” er, når man tæller EP´er og singler med, afslutningen på Bo Evers ”tetralogi”: “Stiv”, “Blød”, “Død” og Liv”, siger han selv.
Med ”Liv” er vi lidt mere ovre i sydamerikansk salsa-underholdningsmusik, end tilfældet var med de tidligere plader. Evers nævner selv C.V. Jørgensen og Paul Simon som nogle af sine forbilleder. Ordene på ”Liv” holder kvaliteten. De er stadig provokerende, morsomme, overraskende, usædvanligt rimede og skæve, og de har måske fået en ekstra tand i skarphed og selvironi. Evers har selveste vor statsministers ord for, at hans skæve humor har væltet kegler:
”Jeg er stor fan. Vi kan lige så godt få det på plads med det samme. Jeg kan godt li´ den lidt mærkelige kombination af noget meget enkelt og så i virkeligheden det helt modsatte”. Mette Frederiksen, statsminister
Bo Evers har ikke så lidt af en yngre Niels Hausgaard i sig – dog omplantet fra det Hausgaardske nordjyske Hundelev til Københavns stenbro – Evers underviser til daglig på Gladsaxe Gymnasium. Med det foreliggende album får vi, med hans egne ord, ”en selverklæret fissekarls hyldestsang til sig selv, et spædbarns taknemmelighedserklæring til sin mor, en junkies bekendelser til et AA-møde, en bly viols udfordringer ved at have et dragende blik, en tvivlsom chefs opsang til sine kollegaer, en ombejlet piges samtykkesang” – og meget mere.”
Besætningen på ”Liv” er, udover Bo Evers på sang og guitar, Rune Funch på guitarer og kor, Emil Brun på (kontra)bas og kor samt Mads Andersen og Troels Drasbæk på trommer.
Der er kronologi i ”Liv”. Vi hører om den taknemmelige baby, der takker sin mor på det nummer, der simpelthen hedder ”Mor”: ”Tit så vågner jeg om natten/ og så trænger jeg til trøst/ og så får jeg lov at patte på dit bryst”. Og ringen sluttes med den rolige og vemodige ”Tro for to” om at miste vennerne og selv blive gammel: ”Til tider har vi brug for hinandens trøst og tro, det sir min psykolog”!
Flere numre handler om den besværlige parringsakt. ”Samtykkesangen” med Evers smukke fingerspil på guitaren beretter om, hvor svært det er at nærme sig en mulig partner. ”Frihed” er besyngelse af den højt besungne menneskeret, der kan være svær at administrere: ”Frihed er ikke at føle sig sexet mer/ spiller punk og pik og computerspil/ frihed er sex med din sekretær/”. Og der er mange flere sjove rim. Bo Evers er en suveræn ordekvilibrist med selvironiske, dansksprogede tekster – ikke hverdagskost! En smuk album-toer.
