Hvis man skal tro dele af den norske presse, så er gruppen Blåmann Blåmann, og især dens mest kendte medlem, Odd Nordstoga, legendarisk inden for nordisk folkemusik. Ganske vist eksisterede bandet kun i fem år og udgav kun én plade i 2001, og det er den, som nu foreligger genoptrykt som cd, men man formåede at sætte sig solide spor inden for en musikalsk blandingsgenre, hvor pop møder rock og folk, og hvor violin blander sig med trommer, guitar og norsk fløjte.
Blåmann Blåmann, gruppens navn, refererer til en kendt og elsket norsk børnesang om en lille dreng, der søger efter sin ged. Der er nu ikke megen børnesang over de fire unge fra Vinje, der mødtes første gang i 1997 og af Ellen, Odd Nordstogas mor, blev sendt til Tyskland en tidlig morgen i januar 1998 for at reklamere for Norge som rejsemål. De fire havde succes med deres musik i Tyskland, hvor publikum gerne mødte op i lusekofter (norske strikkede jakker) og slyngede om sig med tillærte norske gloser.
Da de kom hjem igen, var der flere, der gerne ville høre hvad de egentlig havde øvet sig på i Tyskland. Skolekoncerter, festivaler, TV, radio og flere udenlandsture blev det til. ”Ikke mange ved, hvad forskellen på Jens Stoltenberg og Thorbjørn Jaglands ansigtsudtryk er, når de prøver at se ud som om, de kan lide den musik, de hører. Det ved Blåmann Blåmann, ” siger de selv. Al virakken og opmærksomheden måtte så selvfølgelig også resultere i en LP-plade, hvis indledningsnummer, ”Tippe, tippe, tuve” med en skælmsk balladetekst, strøg til tops på Norsktoppen. Efter fem års hektisk musikliv tog medlemmerne så en gevaldig pause, der stort set holder den dag i dag. Bortset fra enkelte reunions – og så nu denne cd.
Genren er blevet kaldt psych-folk, folk-rock og meget andet, og mange gamle folkies mener nok stadig, at det er kættersk at sætte strøm og trommer til folkemusikken. Så I må godt lukke øjne og ører her, for Blåmann Blåmann er hårdtslående det meste ad vejen gennem de 18 numre. Bedst synes jeg selv. at de fungerer i langsomme numre som den smukke ”Storebroer og lillebroer” eller i instrumentalnumre som Langåkeren eller Helga Djuviken, der bringer tanken hen på grupper som Dronningens Livstykke, Jethro Tull eller Djursland Spillemænd. Medrivende og danseegnet er det i hvert fald, og sangene, der alle synges i Vinje-dialekt, er sjove og bringer liv i gamle folkesange og ballader, som gruppen har hentet fra gamle plader, fra visebøger og fra folkesangere som Odds mor, Ellen, eller legendariske Kirsten Marie Bråten Berg.
Så hvis du er til halbal og feststemning i Telemark og sætter pris på søsterfolkets sprog og humor, så er Blåmann Blåmann en god introduktion.
