Optagelserne til denne meget norske cd fandt sted i Strandebarm Kirke i Hardanger på den sydlige del af den norske vestkyst i april 2016. Pladen bærer ganske enkelt kunstnerens navn sammen med undertitlen ”Hardanger Fiddle, Voice”. Jo, der satses forståeligt på et internationalt publikum til en musikniche, der ellers må være noget nær det mest urnorske, man kan finde.
Ligesom banjoer, sækkepiber og bombarder plejer hardangerfeler at dele folkemusikelskere i to grupper: Elskere og hadere. Måske skal man da også virkelig være lidt af en nørd for rigtigt at kunne værdsætte dette instrument og dets særegenhed. Ved de første gennemlytninger kan det hele forekomme både skurrende og ensformigt, indtil lytteren opdager, at der ikke er tale om melodier, som man skal kunne fløjte eller synge med på. De ville næppe heller egne sig til suppe-steg-is-sammenkomster eller til fællessang på efterskolen.
Det er i sandhed – på danske breddegrader – et usædvanligt lydbillede, der males, og så på et instrument, som man ikke møder ret tit. Som det nok vil være nogle bekendt, er hardangerfelen en oftest rigt dekoreret variant af violinen. Ud over de klassiske fire violinstrenge har felen fire-fem underliggende resonansstrenge, og stolen er fladere end på en almindelig violin.
Dette egenartede instrument behersker Maurseth til fulde. Hun har øvet sig og fået undervisning, lige fra hun var lille, og nok er hun solist, men hun indgår i almindelighed ofte i konstellationer med andre traditionsbærende sangere og musikere. Desuden synger eller kvæder hun af og til. På den her foreliggende, nye cd er hun til en afveksling helt alene. Dog er det meget rammende skrevet om pladen, at nok er hun alene, men hun er aldrig isoleret. For hun holder såvel forbindelsen til fortidens traditioner som til fremtidens musik i sine hænder.
De otte spor på pladen glider, for et ikke-trænet øre, næsten umærkeligt over i hinanden i ét, langt stemningsmalende stykke. Lytteren lades tilbage med fornemmelsen af, at her sammenfattes Norges folkesjæl, fjelde, uberørte natur og fjorde fortolket af Maurseths hardangerfele, som hun hele tiden stemmer på nye måder og afprøver nye klange og toner på. I løbet af de otte numre afprøver Maurseth ikke færre end syv forskellige måder at stemme på.
Pressefotos: Simen Skari
Benedicte Maurseth er kun 36 år, men alene eller sammen med andre har hun siden 2006 udgivet mindst syv cd´er, og i 2007 blev hun hædret som årets Norges Unge Folkemusiker. Hendes til dato mest berømmede cd, ”Over Tones” kom i 2014. Hun bor i Bergen og arbejder som freelance musiker og komponist. Hendes lærer gennem næsten 30 år hedder Knut Hamre (f. 1952), en af Norges internationalt mest kendte spillemænd.
”Han har aldrig hindret mig i at improvisere frit over de gamle folketoner”, siger Maurseth om sin lærer. Hun citerer endvidere zenbuddhisten Shunryn Suzuki (1826 – 1899), der sagde: ”Hvis du giver dit får eller din ko et stort, rummeligt græsningsareal, kan du styre dem”.
Indledningsnummeret på ”Benedicte Maurseth”, ”Huldre Mi”, er komponeret af Lars Skjervheim (1915 – 2003), en legendarisk norsk spillemand. To numre, ”Etterdønning” og ”Fargane Skifter På Fjorden” er af Maurseth selv, mens resten er traditionelle norske folketoner efter navngivne spillemænd. Der knytter sig ofte dramatiske historier til melodierne. Såvel ”Huldreslått 2” som ”Bygdatråen” er således overdraget til spillemændene af huldrer, de forførende norske elverpiger.
En smuk og virtuos plade for den, der vil suge den norske folkesjæl til sig og forstår at værdsætte usædvanlige klange!
