En kombination af den særdeles velspillende kvartet Basco og den markante dansk-norske sangerinde Jullie Hjetland er næsten pr. definition interessant. Når pladen i pressematerialet præsenteres med sit indhold af fortolkninger af sagn og myter fra det gamle Norden, forventer man umiddelbart noget i forvejen afprøvet og med et dramatisk og kraftfuldt udtryk, men kun umiddelbart.
Fortolkningerne dækker for de færrestes vedkommende over traditionelle tekster. Hovedparten er nyskrevne danske og norske i samdrægtighed med folketraditionen, bl.a. flere af forfatter og sanger Jeppe Brixvold fra Sønderho, som også har leveret tekster til den nytænkende lokale trio Ved Det Yderste Hav. Desuden er udtrykket ikke kraftfuldt på den voldsomme måde, for det meste endda noget nær modsat, og det er en styrke.
De spændstige og beherskede musikalske arrangementer giver plads til, at Jullie Hjetland kan udtrykke sig med sit brede register, spændende fra det sårbare til det saftfyldte. Såvel når udtrykket er tyndt og spinkelt, som når safterne stiger, fremfører Jullie Hjetland sangene med stort nærvær og engagement. Hun synger sig ind i sangene og gør dem større i kraft af, at hun derved bliver mere end blot deres formidler. Hun mestrer desuden med sit dobbelte nationale tilhørsforhold både det norske og det danske sprog.
Musikerne i Basco formår det samme på det musikalske plan. Med deres åbenlyst stærke kompetencer gør de deres til at dramatisere sangenes indhold. De er mere end bare loyale akkompagnatører, og de instrumentale passager accentuerer stemningsmæssigt det nordiske sagnunivers. Det samlede resultat er en stærk og effektfuld symbiose.
Som det fremgår, kan det stærkt anbefales at lukke øjnene og lade sig lede ind i denne mørke og stemningsdampende myteverden. Kun den forhærdede lades kold.
