Ægteparret Esther og Tim O’Connor har med hjælp af især Esthers far Graeme Duffin (tidligere Wet Wet Wet) udsendt deres syvende album The In-Between. Det ligger netop nu nummer et på countryhitlisten i Storbritannien

Der er både fremgang og udvikling at spore på det britiske bands nye udspil med klare americana- og countrytråde og afsmitninger direkte fra amerikanske Nashville, hvor parret har opholdt sig i et par perioder. De har besøgt Danmark i både 2012 og 2016. Bandet har gennem årene ændret deres repertoire fra mere traditionel roots- og folkmusik, til americana og nu countrytoner på dette seneste udspil.

Albummets 11 numre har en ret bemærkelsesværdig baggrund. Foruden de tre ovennævnte musikere, har 11 af bandets fans været med til at skrive teksterne og melodierne til hvert deres nummer. Ægteparret O’Connor har gennem flere år haft den specialitet, at deres fans har kunnet se og lytte med ved parrets køkkenbord, når de øver, præsenterer nye sange og melodier eller blot fortæller nyheder ved deres ”The Kitchen Sessions”, som de har sendt live jævnligt. Det er netop her gennem dette forum ved køkkenbordet, at deres fans har været med til at komme med deres bidrag.

Esther O’Connor

The In-Between skiller sig ud fra mange andre albums i samme genrer, fordi musikerne har lyttet til sangerinde Marilyn Curls og til bandet People in the Valley og brugt deres navne til titler på to numre. Man kan nyde stille duetter, melankolske melodier og muntre ballader. Alle sange med Esther O’Connors flotte stemme i forgrunden. Der er numre som Perfect med temposkift, følsomme kærlighedssange som Primrose Hill og det iørefaldende nummer Desert Sky, som runder albummet af. Men også den meget følelsesladede titelmelodi The In-Between skal nævnes.

Vil man være med ved køkkenbordet i Glasgow, skal man melde sig til bandets mailliste info@ashtonlaneofficial.com Så kan man foruden videoer fra køkkenet også engang imellem opleve liveudsendelser fra samme sted.

https://www.youtube.com/watch?v=qBphRKFMok8