Det er som bekendt rigtig grimt at have fordomme. Ikke mindst derfor har denne anmelder altid bestræbt sig på ikke først og fremmest at lade egen smag være afgørende for formuleringen af en anmeldelse. Det vigtigste er jo i grunden altid, om en CD lever op til de forventninger, den selv vækker – for et spillemandslag såvel som en verdensmester.
Det gjorde denne heldigvis ikke. Anna Ekborgs solo-cd er prydet med douce blå, blomsterbesmykkede billeder af en lyshåret, ung og køn kvindelig violinist. Min første tanke var, at hvis det var nødvendigt, så kunne der umuligt være noget særligt ved musikken. Og deri tog jeg så fejl.
Cd’ens 19 numre er umådeligt rytmiske, velklingende, rene og præcise. Anna Ekborgs klang er stor og flot, og selv uden ret mange medklingende strenge formår hun at få hele violinen til at synge – ikke bare den streng, hun nu lige spiller på. Tilmed tøver hun de helt rigtige steder, så klangen får lov at synge ud, og hun falder ikke for fristelsen til storladne detaljer. Hun har seriøst sans for sit instrument og sin genre.
Bevares, hun har lært hos nogle af de store levende: Mikael Marin, Ellika Frissell, Per Gudmundson – og også af nogle store døde: Påhl Olle, Höök Olle, Timas Hans. Især Per Gudmundson har været en nær kompis for Anna Ekborg. Men hun har i høj grad også selv sat sin egen karakter på musikken.
Der kan godt være noget kedsommeligt over en hel cd med enslydende musik i samme genre og for et eneste instrument. Listen over dokumentations-cd’er er lang, og er man uden et forhold til genren, står man af undervejs.
Denne anmelder kunne fastholde interessen på alle 19 numre.
