Det sker en gang i mellem i et heldigt øjeblik, at en samling melodier, en hel plade måske, bare siger PLING! Sådan havde jeg det, da jeg for en uges tid siden for første gang lyttede til svenske Ann-Britt Karlssons debut-cd, ”Jag Sjunger Livet”. Gode, nuancerede og modne tekster, fine melodier, varm stemme og flot akkompagnement. En plade, jeg kan høre igen og igen, finde nye dybder i – og i dem ane en samhørighed med tekstforfatteren og komponisten.

Hvordan fandt jeg pladen? Jo, i det nordiske tidsskrift for viser og singer/songwriting, ”Viser” så jeg tilfældigvis i forårsnummeret en kort omtale. Håkan Hultin skrev, at her var en moden og gennemarbejdet plade af en kvinde med en selvstændig stemme, og med en følsomhed for hverdagens nuancer og med en vilje til at fremhæve det positive i tilværelsen. Jeg smuglyttede de første fire numre på Spotify og måtte give Hultin helt ret. Så det var bare med at få fat på alle 13 numre og nyde at kunne lægge øren til noget, som jeg tror kan blive en kommende klassiker.

Alle numre på ”Jag Sjunger Livet” behandler forskellige hverdagshændelser, som de fleste kender til, men som her får en tænksom drejning. Indledningsnummeret, ”Tågresan”, fortæller om fire timers daglig pendling til arbejdet, men også om livets rejse og om de relationer, man undervejs indgår i til andre mennesker.

Nummeret, ”En Sommardag”, er en hyldest til en skøn dag, en dag, der deles med andre mennesker, og som udtrykker glæden over livet, når det er bedst. ”Sommarminnen”, der indledes med Christer Ljungwalls fine harmonika, udtrykker lidt af den samme stemning. Her berettes om sommeren, der nok skuffede rent vejrmæssigt, men som man alligevel kan glæde sig over, fordi der er masser af blåvinger, og fordi barnebarnet, Laura, krammer græsset.

”Jag Vill Ropa, Inte Viska” er et højt farvel til den pæne pige, der var god til at gøre andre tilpas for at få ros. ”Ett steg främ och två tilbaka”, måske det smukkeste nummer på pladen, er en kærlighedssang om det arvegods, vi giver til vore børn.

Pladen har mange andre fine iagttagelser. Der er hyldester til Gotland, til forældrene, hvis liv var et andet, og der er beskrivelser af den afmagt, man kan føle over for verdens skæve gang, som vi ser det i Syrien. En vaskeægte fredssang, ”Maktens Kragar”, er der også blevet plads til.

Det er solide folk, der akkompagnerer Ann-Britt Karlsson på pladen. Som dansker hæfter man sig nok specielt ved, at Christian Alvads smukke guitarspil er med hele vejen. Men der er syv gode musikere med på holdet.

”Det har været utroligt sjovt at være med i den musikalske proces omkring indspilningen med de fantastiske musikere og at få lov at arbejde sammen med Bosse Lillberg og diskutere arrangementer og musikalske ideer,” siger hun.

Da jeg var nysgerrig og ville vide lidt mere om, hvordan en sådan fremragende melodisamling var blevet til, stillede jeg Ann-Britt Karlsson nogle spørgsmål:

Hun fortalte, at ”Jag Sjunger Livet”, er hendes første og hidtil eneste plade. Hun bor i Vänersborg, har arbejdet som lærer og vikarierer stadig, selv om hun nu nærmer sig de 70 år. Om der er flere plader på vej, tør hun endnu ikke sige. Materialet til debutpladen er samlet gennem mange år. Hun gik på Nordiska Folkhögskolans Vislinje i 1997 – 98 og på kortere kurser 2017 – 2019.

På et af kurserne skulle man have et projekt, og hendes blev at dokumentere nogle af sine viser. Hun valgte en blanding af gamle sange, hvoraf nogle måske var 20 år gamle og blev ændret lidt, og nogle nyere. Og det er så dette resultat, vi nu kan høre på debutpladen.

Jeg ville vide lidt om, hvor hun fremfører sine viser: ”Jeg spiller på mindre koncertsteder og på visetræf, både mindre og lidt større, som Bragdoya, Skagen og Särö.  Desuden er jeg med i en visegruppe, som hedder 4 X. Vi spiller på lidt forskellige scener, kirker, private arrangementer og Folkets Hus. Jeg er også med i en større gruppe på seks kvinder, som hedder ”Qvinnoväsen.”

Ann-Britt Karlsson fortæller videre, at hendes musikalske forbilleder oprindeligt tæller Joni Mitchell, Judith Collins, Bob Dylan og Tom Paxton. Blandt de svenske, som siden er kommet til, er Mikael Wiehe, Ola Magnell, Cornelis – og Barbro Hörberg.

Tror du, cd-mediet har en fremtid, ville jeg vide: ”I min aldersgruppe og også hos andre viseinteresserede er cd´er stadig noget, man vil have. Noget man kan holde i hånden noget der gør det muligt at kigge på teksterne, når man lytter. Men jeg ved jo også, at der er færre og færre, der har en cd-afspiller hjemme”, tilføjer hun.

Det er n flot debut med nuancerede, modne og meningsfyldte tekster i centrum. Man kan bestille pladen (150 sv. kr.) ved at skrive til: jagsjungerlivet@gmail.com