Så er der SLÄPPFEST, som det hedder på svensk. Svenske Alvina Herbinger Rygne og norske Gard Nergaard er violinvirtuoser og udgav deres første album, ”Tillflykten” 25. april. De satsede stort. Ikke noget med mørke kældre i gamle lagerbygninger, men Riksscenen i Oslo, den nationale scene for folkemusik og dans, kunne du have været med til release.
Duoen fortæller, at de to startede deres musikalske samarbejde over en kop sort kaffe og en portion meget mørk chokolade. De medbragte hver en håndfuld numre og pling; så var der kontakt.
Det er skønt at følge den seriøsitet, som de to unge musikere lægger for dagen, når de siddende helt ranke overfor hinanden lader violinerne tale med hinanden. Hvis du ikke lige er i Oslo eller Stockholm og kan nyde synet, kan du trøste dig med, at der findes flere film på Youtube med de to. Her møder nordisk folkemusik og klassiske toner hinanden.
Hvis man undrer sig over albummets titel, er der hjælp at hente på coveret. De to musikere har ladet sig inspirere af tid og sted: Døgnets tider med solopgang og skumring, men også de fysiske steder, der for dem giver tryghed. Det kan være tilflugtssteder, som man søger til, når alt synes svært i en verden, der ofte virker, som om den er gået helt amok.
Alvina og Gard siger, at ”tilflugt” er at sige farvel, at komme frem, at blive, at lytte – og lytte igen. Fordybelse med andre ord – og et pusterum i hverdagen, som er vigtigt for at forlade verdens larm for en stund og dukke ned i de fine toner.
Man skal have tid og lyst til fordybelse, når man lytter til ”Tillflykten”. Det gælder om at fange de fine toner og se dem som en beskrivelse af de omtalte tider og steder og så lade associationerne løbe frit: Opfatter du også bækken i musikken, eller er din mandag, som den musikken maler? Måske ser du andre billeder på din indre nethinde? Billeder kommer der i hvert fald.
Alvina Herbinger Rygne har sine rødder i svensk folkemusik. Hun er rigsspillemand, eller skulle man sige rigsspillekvinde, med speciale i melodier fra hjemegnen i Närke, midt i Sverige, på højde med Stockholm. Gard Nergaard kalder sig selv en musikalsk nomade, som gerne går over åen for at få inspiration, men som oprindelig har rødder i det sydlige Norges tradition. Makkerparret har skiftet mellem den gamle spillemandstradition og deres egne projekter. Deres fælles base er for tiden at finde i Stockholm.
Jeg beundrer den fordybelse, melodierne lægger op til og den dygtighed, de udføres med. Men ind i mellem kan de 14 numre på albummet også virke rigeligt ferske og skærende, og det er så her, man måske kunne ønske sig lidt sang, en gammeldags gulvbas eller et strengeinstrument, der slås an. Eller måske skulle man erkende sine egne begrænsninger, lytte én gang til og vænne øret til de suveræne dialoger og improvisationer mellem de to violiner.
Jeg hører smedens hammer i pladens andet nummer, og jeg danner mig et billede af Charlotta, der flagrer fra sted til sted i det tredje nummer. ”Tjärnen” (dammen) er uhyggelig og uheldssvanger, mens ”bäcken” er livlig og vild!
Al musikken på ”Tillflykt” er Alvina og Gards eget værk. Lige fra indledningsnummeret ”Gryningen” over ”Måndag” og til det afsluttende, fjortende nummer ”Skymningsschottis.
