Danske Ida Marie Jessen (vokal, violin og kantele), estiske Maimu Jõgeda (harmonika og stomp box) og belgiske Oscar Beerten (hardingfele, guitar, viola og vokal) mødtes under deres studier på Sibelius Akademiet i Helsinki og dannede trioen Alterne, symbolsk den musikalske lanterne til oplysning af mørket.
Mørke og melankoli er da også den første følelse, som sangene og musikken vækker. Vi inviteres ind i et sfærisk univers af klangfarver og stemninger, hvori rytmisk puls er enten nedtonet eller fraværende. Genren ambient forbindes normalt med elektroniske instrumenter, men dette kunne måske betegnes som akustisk ambient. De har valgt at gøre debuten selvbetitlet, som om de vil sige: Det her er Alterne, ganske enkelt.
Ida Marie Jessens dansksprogede tekster – bortset fra en enkelt engelsk – kan beskrives som eksistentialistisk poesi, der sætter lys på kærlighed, mennesker, steder og tider. Hendes let skolede, rene og velklingende stemme understøtter lyrikken med udtryk, intensitet og nærvær. De ligeledes selvskrevne melodier lægger sig i forlængelse af nordiske traditioner, bærer følt og stemningsmættet ordene ud i tonernes verden og får derved skabt en tæt syntese.
Som albummets undtagelse har Ida Marie Jessen komponeret en ny melodi til ”Det haver så nyligen regnet”. Denne anmelder har generelt svært ved at se relevansen og berettigelsen af nye tonesætninger af kendte folkelige sange.
Syntesen af ord og melodi understreges og forstærkes af de veludførte og indfølte musikalske arrangementer. De tre musikere forstår hinanden. Spændvidden rækker stærkt varieret fra det afdæmpet intime til det storladne og forhindrer derved, at denne ambientlignende musik forbliver stemningsskabende lydtapet.
Alterne har lagt godt fra land med denne deres debut. Ida Marie Jessen vil noget med både sin lyrik og sin musik, og musikerne viser på ganske kompetent vis, at de har forstået, hvad det er. Det skal blive interessant at følge trioens videre udvikling.