Gennem talrige år har Ale Möller som rigt facetteret musiker været kendt i det nordiske folkemusikmiljø – nogle steder som ”the Godfather of Nordic folk”. Han begyndte sin musikerkarriere med elguitar og senere jazz-trompet. Selv stødte jeg første gang på ham i begyndelsen af 80’erne, da Filarfolket spillede koncerter forskellige steder i Sverige – og sågar i Aarhus. Ale Möller spillede da især på sin bouzouki og oktavmandola, og hans karakteristiske sangstemme med dansk-nær skånsk dialekt lod sig høre, ikke mindst på LP’en Hönsefötter och Gulerötter (1983).
Ret konstant har han været til stede i svensk folk i talrige løse sammenhænge, men især fremtrædende i Triakel sammen med Per Gudmundson og Lena Willemark. Mange vil nok også huske blæsermusikcd’en Vind (1994) med Sten Källman och Thomas Ringdahl, hvor Ale Möller selv spillede på intet mindre end trompet, flygelhorn, mundharpe, seljefløjte, jødeharpe og skalmeje i et crossover mellem folk og jazz.
Siden udvidede han yderligere sin genremæssige interesse, og der gik lidt verdensmusik i den sammen med gruppen Enteli – og på de to deciderede verdensmusikcd’er Bojdal (2004) og Djef Djel (2007). Udover at være multiinstrumentalist har Ale Möller komponeret mere end 1000 registrerede melodier.
Xeno Manía er et retrospektivt projekt: Ale Möller fejrer her i 2021 50-års jubilæum som sceneartist, og titlen på cd’en beskriver det, der driver ham: Den ekstreme længsel efter fremmede mennesker og skikke. Et frisk og dejligt pust i en tid, der vel kan betegnes som tiltagende xenofobisk.
Cd’en er tilegnet fire musikere, som Ale Möller har truffet på sine rejser ude i verden og musikken, og som han i særlig grad har taget til sig: Amanes-sangeren Barba Thorodos fra Kykladerne, baul-guruen Tarak Das Baul fra Bengalen, den legendariske dalaspillemand Röjås Jonas og riti-spillemanden Gibril Bah fra Dakar. Hensigten har ikke været at spille som dem, men at formidle deres tilgang, energi og fortælleevne.
Musikken er mangeartet: Folk, moderne jazz og verdensmusik – både og, men også hverken eller. Musikken er krævende at lytte til, og man må igen og igen slå sig til tåls med, at den ikke er særlig følsom og faktisk ikke lyder særlig godt i traditionel forstand. Til gengæld er den kraftig og saftig, muskuløs og voldsom, og intet lyder tilfældigt. Jeg tænker nok, at cd’en er blevet til ”i kamp”, altså uden minutiøse arrangementer, men som levende musik her og nu.
Cd’en er født som et bestillingsværk til Sveriges Radio. Gid dansk folk også havde en tilsvarende opmærksomhed fra statsradiofonien. Grattis, Ale!
Rettelse: Musikgruppen Ale Möller har /havde med Per Gudmundson og Lena Willemark hedder Frifot. Triakel er med Emma Härdelin , Janne Strömstedt og Kjell-Erik Eriksson.