232 strenge! Den har jeg funderet på, siden jeg lyttede til denne svenske duo første gang. En hardangerfele har otte-ni strenge, en violin fire, og et klaver har normalt 88 tangenter og 228 strenge. Så hvordan regnestykket for de to unge strengevirtuoser i duoen, ”232 Strängar”, egentlig ser ud, kan anmelderen ikke helt gennemskue. Hardangerfelen regnes nok ikke med. Men smukt, overbevisende og særdeles ursvensk er det i hvert fald, når Emma Engström (piano, klokkespil, sang) og Frida Höffling (violin, hardangerfele, kohorn, sang) folder sig ud.
De kommer fra Gøteborg og Malmø, og de udgiver her med ”Svunnet” deres anden cd. Debutskiven, der meget passende hed ”Spunnet” (2016), blev rost for sin nyskabende og unikke sound og nomineredes desuden til Årets Folk på Manifestgalan 2017. Den første cd indeholdt ligesom den nye en halv snes numre i den svenske spillemandsmusiks ånd.
En cd! Måtte dette efterhånden forældede medie bevirke, at tonerne når ud til et bredt publikum – selv om det ofte er op ad bakke for musikerne i en verden, hvor streaming tager over. Til et publikum der forstår at værdsætte duoens nyskabende lyd, hvor egne kompositioner præsenteres parallelt med traditionelle polskaer, schottisch’er og valse fra Skåne, Småland og Västergötland.
Blandt de selvkomponerede finder man ”Kärra Bygata”, en vemodig folkjazzet ballade fra Engströms hånd, og så er der Kalles Slängpolska, komponeret af Höfling samt den dejlige skånske slängpolska, Tolånga, efter Ola Persson i Tolånga. Denne melodi er på duoens initiativ blevet til en hel og meget uimodståelig danseopgave på de sociale medier: https://www.youtube.com/watch?v=i-3ldKxA1kI.
En masse hjemmedansere rundt om i Sverige, Danmark og Estland fulgte opfordringen til at filme deres Tolångadans i hjemmet, og filmene blev sat sammen til en musikvideo. Nogle danser alene, andre danser med katte på skulderen eller med hele familien i hånden.
Med stor sikkerhed håndterer de to spillekvinder deres forskelligartede instrumenter, der ofte bruges på helt ukonventionel vis. Kohornet spilles som en trompet, violinen spilles lige så gerne pizzicato som med strøg, og klaveret slås ofte an som en harpe eller dæmpes, når Engström bøjer sig frem og stikker sin ene hånd dybt ned i instrumentet.
En af mine favoritter på pladen er ”December” af Frida Höffling. Dette stemningsfulde vinterstykke indledes med toner fra kohorn, som snart efter mødes af noget, der lyder som klaverets strenge, knipset med fingrene. ”Over frostklædt græs, når mørket falder på. Trinene knager på vejen hjem. Blikke ud over søen – lytter. Både stilhed og storm. Pludselig hviner et sus omkring trætoppene, og silhuetten af et bjerg danser forbi.”, skriver duoen, og det er også syn, jeg selv fik på den indre nethinde.
Hvis man har været på Helsingborgs fine friluftsmuseum Fredriksdal, kan man også nemt leve sig ind i ”Köksvalsen”, ligeledes af Höffling. Stykket er skrevet til køkkenpersonalet i museets historiske køkken gennem alle de svundne år. Man hører gryder rasle og tallerkener klirre.
Dejlig cd! Udfordrende fornyelse og virtuos respekt for traditionen.
