Egentlig bebudede han for syv år siden, at han i den unge alder af 32 havde solgt sin guitar for i stedet at satse på sit forfatterskab. Samme år, 2012, udkom hans første bog, novellesamlingen, ”Alt det, jeg ikke kan huske står i denne linje”. Titlen er symptomatisk for Peter Butzback – flertydig, tåget og mystisk. Heldigvis lod han det dengang blive ved truslen. Guitarspillet er for længst genoptaget, og nu foreligger hans tredje solo-cd, der meget passende har fået titlen, ”Solo”.
Forfatterskabet er dog heller ikke opgivet, og et Peter Butzback-opslag på www.bibliotek.dk viser 26 hits, heraf tre litterære værker. Roskilde, eller måske nærmere betegnet Svogerslev, er hans hjemstavn, og han har en lang musikalsk karriere på omkring 25 år bag sig i de lokale bands, ”Grace”, The Coloursound Revolution” og – ikke mindst – ”Langsyn”, der har udgivet tre cd´er.
Det er efterhånden lidt trivielt, når man taler om Peter Butzback og Langsyn, at nævne, at forbillederne er til at høre: Skousen, Ingemann, Eik Skaløe, Povl Dissing og andre gode folk. Det gør bestemt ikke noget, for Butzback har også gjort sig fri af forbillederne og har fundet sine egne ben.
Den nye cd, ”Solo” er med sine fantasimalende ord, sit flotte akkompagnement og originale tekster kulminationen på denne udvikling. Alt er som vanligt skrevet af Peter Butzback selv, og de otte skæringer er alle dansksprogede. Jeg er ikke bleg for at kalde skiven for et mesterværk fra en unik dansk kunstner af international klasse, der tangerer Tom Waits, Leonard Cohen og Nick Cave!
Butzbacks to foregående cd´er, ”Debut” (2009) og ”Album” (2011) indeholdt glimrende, men en anelse mere forudsigelige og traditionelle visetekster, og det første album var én mand og én guitar. På ”Solo” medvirker et særdeles velspillende hold bestående af Palle Hjorth (orgel/flygel/mellotron/keys), Jeppe Skovbakke (elektrisk bas/kontrabas/banjo) Peter Dombernowsky (trommer/percussion), Marie Louise Von Bülow (kor) og Martine Madsen (kor). De understøtter meget virkningsfuldt og diskret Butzbacks specielle, drævende og tilbagelænede stemme og giver ”Solo” en lydmæssig fylde, som de foregående skiver savnede.
Indledningsnummeret, ”Lys på alting” tegner billedet af forsvundne minder. Jeg nyder det følsomme orgel- og klaverspil, der bringer mindelser, om dengang Dylan satte band og elektricitet på sine indspilninger, og minsandten om der ikke også dukker en sprød banjo op. ”I Vinden” handler vist om at være på vej til sin elskede, men måske hører du en anden mening. Jeg er vild med det orgel! ”Roseli”, det tredje nummer, er en kærlighedssang og ligeså dejligt svær at fange en entydig mening i, som i de øvrige tekster. Nu er der også kommet fint kor med.
Min favorit er ”Vinterhvid”, en kærlig forårsstemningsbeskrivelse tilsat malurt i form af ”blodrøde anemoner”. Smuk er også afslutningsnummeret, ”Henad juli”, der handler om at fremkalde sommerbarndomsminder midt i en skumrende september. Jeg har spurgt Peter Butzback, hvorfra han henter sin inspiration, og han svarede:
”Inspirationen er alle vegne! I træerne, i lyset, ved havet, omkring et hjørne og i udkanten af en sti. I kærligheden, i tvivlen og i håbet. I et kys, i en drøm. Det vigtigste for mig er at læse og at gå. Mere håndgribeligt så læser jeg altid. Romaner, noveller og digte. Hver dag. Og jeg går lange ture. Ved havet og i skoven. Det handler om at være åben over for inspirationen. Holde sanserne åbne og se. Virkelig se. Jeg skriver altid, også når jeg ikke konkret sidder med guitaren, og ordene opstår sammen med akkorderne, som indfald og tanker, som farver og former.
”Solo” er en smuk treer, der viser, at Butzback bare bliver bedre og bedre.
