Lars Lilholt har kæmpet mange kampe på hjemmefronten og på den musikalske slagmark. I hans nys udgivne selvbiografi kan man læse, at det har kostet hjerteblod, sved og tårer.
”Syng dig selv, mand!” var det råd, Lars Lilholt fik af Munken Daniel i en israelsk kibbutz tilbage i 1973. Drømmen om at blive en kendt sanger er afsæt for en medrivende fortælling, der ikke skjuler omkostningerne ved at gøre drøm til virkelighed. Alt er selvfølgelig set gennem fortællerens egne briller, men det er let at leve sig ind i hans historie. Både når det handler om musikken og sangene, og når det handler om privatlivet, herunder Lars Lilholts syn på sig selv og egne handlinger. Måske tager den nærmest klinisk-psykologiske selv-analyse overhånd et par steder, men det opvejes af alle beretningerne om forskellige orkestre og samtidens musik. Lars Lilholt er jo en rigtig story-teller!
Der er rigeligt med anekdoter og små pift i fløjten til højre og venstre, uden at det udarter til udlevering af eller angreb på navngivne personer. Det er absolut sympatisk i en tid, hvor Fanden er løs på højrefløjen med fjendebilleder, krigsliderlighed og håneret i én uendelighed.
Man fornemmer, at det er en meget ærlig beretning, Lars Lilholt gerne vil ud med. Problemer, hjertesorger, svigt og anden elendighed fylder en del, men jeg vil her fremhæve brugen af sangtekster i hele fortællingen. ”Hvidsten Kro”, ”Bag Mariekirkens Tårn”, ”For at tænde lys” og ”Kald det kærlighed” får en ekstra dimension som andet og mere end mundrette ørehængere.
Lars Lilholt har tilsyneladende affundet sig med, at halvdelen af landet elsker sangene, mens den anden halvdel hader dem. ”Når man rammer rent hos mange, så rammer man også ved siden af hos mange andre”, lyder hans egen kommentar sammen med en tør konstatering af, at ”Man skal heldigvis ikke være elsket af alle.” Hvor dybt denne accept reelt stikker kan man godt være i tvivl om, når han også skriver, at han altid har haft et stort behov for andres opmærksomhed og beundring, at blive bekræftet og være i centrum. Dæmonerne lurer vel overalt?
Historien om spillemanden og læremesteren Otto Trads er selvfølgelig med i bogen. Lars Lilholt har som en af de få stjerner på den danske musikscene holdt ved de kulturelle rødder, som flertallet af danskere elsker at hade. Beskrivelsen af den sprudlende folkemusik i 1970’erne er i sig selv en god historie: Popmusikken skrantede, beat- og rockmusikken fik baghjul af de unge folkemusikere med bjælder om anklerne og spøjse instrumenter som drejelire og krumhorn. Fanden dukkede op og sagde JA, CococaCola var sagen, drenge og piger dansede omkring med træsko på. Der dukker mange billeder op hos mig, og Lars Lilholt er med på en del af dem i selskab med søster og bror, Dalton-brødrene, Kræn Bysteds, Rasmus Storm og De Lyse Nætters Orkester.
Lars Lilholt har sat solide aftryk i det danske musikalske landskab, og utvivlsomt også hos dem, han har delt sit liv med indtil nu. Og livet er stadig en polka værd. De lyse nætter kan bruges til andet end at gå til koncert, og det kan lange mørke vinteraftener også. Læs denne bog og bliv klogere på både Lars Lilholt, vores egen musikhistorie og dig selv!
Lars Lilholt: Drømme og dæmoner.
Udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof, 2010
Steen Dahl