Ikke længe efter Povl Dissings død i juli 2022 udkom denne biografi, som er blevet til i samarbejde med Dissing selv og hans kone, billedkunstner Pia Dissing Jacobæus. Også en lang række af Dissings familie, venner og kolleger giver deres bidrag til dette bredt facetterede portræt af Dissing ’fra ende til anden’, som undertitlen lyder, og de 400 sider er skrevet i et friskt flydende og velformuleret sprog. Bogen er derfor et værdigt eftermæle for en af vores allerstørste trubadurer.
Der ligger tydeligvis en stor og grundig research bag. Lokalarkiverne er endevendt for historier om Dissings barn- og ungdom, en række båndoptagelser fra Dansk Folkemindesamlings arkiver er gennemlyttet for at finde musik med Dissing, som ikke er offentliggjort. Derfor er der givetvis kommet mange oplysninger frem, som selv kendere af Dissing ikke vidste eksisterede. Jeg glædede mig f.eks. især over beskrivelserne af Dissings ture ’på tommelfingeren’ med guitaren over nakken til Sydeuropa i starten af 1960’erne og hans teaterkarriere i midten af 1980’erne. På samme måde vil de fleste nok kunne tilføje nye aspekter til hans lange og travle karriere efter at have læst bogen.
I stedet for en stram opremsende kronologi bliver denne brudt nu og da, og dette er kun med til at give en bedre glidende læseoplevelse. Enkelte steder er fortællingen forsøgt anbragt i et tidsbillede, men det er ikke konsekvent, så en egentlig tidslinje ville være gavnlig for læsere, som ikke er så historisk forankrede.
”I kølvandet på Oven visse Vande og Hymner og Ukrudt udkom der yderligere seks plader med Benny og Povl” hedder det. I stedet for oplysninger om alle disse album får vi nogle anekdoter fra Benny Andersens og Dissings koncerter. Her savner jeg nogle oplysninger om selve indspilningerne af disse og andre Dissing-plader samt en egentlig diskografi – i stedet for at henvisningen til internettet.
Nogle vil måske mene, at biografien ikke skelner mellem privatpersonen og kunstneren Dissing, og det er da rigtigt, at vi får et indtryk af, at det er samme person. Dette kan forsvares ved at påstå, at Dissing levede så meget for sin musik og sit udtryk, at han hele tiden var sig selv både på og uden for scenen. Derfor virker portrættet af Povl Dissing ægte nok.
Mine enkelte små indvendinger er af teknisk redaktionel art og ændrer ikke på det faktum, at dette er biografiEN om Povl Dissing. Et værdigt monument, som varmt kan anbefales.
