Basco Pressefoto

Basco Pressefoto

Kvartetten Basco stiller af og til op i udvidet form som ”Big Basco”. 25. oktober kan orkestret opleves sammen med en del flere musikere, når de i Koncerthuset i DR-byen står på scenen sammen med DR Bigbandet. Så måske kalder de sig efterfølgende for ”Huge Basco”..

Bascos violinist Andreas Tophøj fortæller om arrangementet: ” Mads La Cour, der er med i Big Basco, spiller også i DR Bigbandet. Han foreslog her, at vi skulle være med som repræsentanter fra folkmiljøet, da Bigbandet er underlagt en regel om, at de skal lave 17 koncerter med forskellige genres musikere.”

Andreas Tophøj forklarer videre: ” Det bliver kanonstort at spille sammen med et bigband. Vi har kun ét skud i bøssen, for der skal kun spilles den ene koncert 25. oktober. Vi skal møde dem tre dage før og så øve sammen op til koncerten. Musikken bliver fra vores repertoire, men vi har udvalgt fire mand til at lave arrangementerne, så de passer til os og Bigbandet. Det er Anders Ringgaard fra Big Basco, Kasper Tagel og John Kristensen fra bigbandet Tiptoe og så Peter fra  Bigbandet.”

Bascos numre, der typisk varer tre til fem minutter, vil blive væsentlig forlænget, så de vil komme til at vare op til 10 minutter. Koncerten kommer så til at bestå af godt 10 numre, derefter et par numre med Basco alene og så DR Big Bandet alene.

Kvartetten har lavet en aftale med DR om, at de efterfølgende må bruge musikken. Evt. sammen med andre bigbands, og det kan blive aktuelt allerede i foråret 2014, da de skal spille sammen med Prinsens Musikkorps fra Skive. Om det siger Andreas Tophøj: ”Det bliver også spændende, men lidt anderledes, da Prinsens Musikkorps er et brassband.”

BigBasco Pressefoto

BigBasco Pressefoto

Der bliver også lavet et usædvanligt arrangement for at få det trofaste publikum fra folkemusikmiljøet med til København. ”Vi arrangerer fælles bustransport fra Odense eller måske Fredericia. Så kan man købe billet til både koncert og transport og skal ikke spekulere over transport, overnatning osv. Men det kan du få mere at vide om ved at følge med på Bascos Facebookside. Så vi håber, at rigtig mange vil tilmelde sig, for det bliver et helt enestående arrangement for os. Vi håber også, at vi kan give publikum en unik oplevelse.”

På den aktuelle scene har Basco også travlt. 16. september udkommer bandets tredje album “The Remarkable Return of Old Man Basco”. Her kan man foruden Basco møde canadieren David Boulanger og Steffen Sørensen som gæster. Og så har bandet allieret sig med sangerinden Jullie Hjetland,  som også tager med på en turné med seks koncerter landet rundt, hvor de nye numre vil blive præsenteret. Første koncert er 19. september i Roskilde, så følger et par koncerter på Fyn, en i Århus og Hillerød, inden der sluttes af i Vanløse. Men se rootszone.dks kalender for detaljer.

http://www.bascoband.com/

www.facebook.com/bascoband