Slår man singer-songwriter op i Wikipedia, får man følgende forklaring: ” Det er et udtryk som bruges om optrædende sangere, der selv skriver og komponerer sangene med hvilke, de optræder. Det er en genre, som blev etableret i 1960’erne med vægt på autenticitet, integritet og personligt engagement i tekster og fremføring.”
Vi har mange dygtige, danske musikere, der bevæger sig i denne genre, og en af dem er Turid Nørlund Christensen, der for nylig udgav albummet ”Curtains”. (anmeldt i rootszone.dk d. 28. maj). Hun har et CV så langt, at hvis det kunne indspilles, skulle det udkomme som en dobbelt cd.
Turid Nørlund er lektor på Musikkonservatoriet i Århus og har lavet eller medvirket på 31 albums. Lige fra forsanger i gruppen Hip-Hop, der deltog i det Danske Melodi Grand Prix, til det seneste album, ”Curtains”..Indimellem har der været samarbejde med Thomas Kjellerup, Bamses Venner, Niels Hausgaard og mange flere.
Turid Nørlund fortæller her om at være singer-songwriter og processen med at være komponist, men først vender hun for en stund tilbage til sine rødder:
”Jeg har skrevet, siden jeg var barn, ja siden jeg lærte at skrive, og indtil da improviserede jeg sange. Jeg har altid været et meget musikalsk barn. Noget af det første, jeg kan huske er, at jeg var fascineret af lyden, der kom, når jeg rakte fingrene op og røret ved tangenterne på mine forældres klaver. Da jeg var tre år gammel, kunne jeg tænde for stereoanlægget og selv sætte en LP-plade på. Der ikke var nogen former for automatik, og der skete aldrig uheld.”
Turid Nørlund husker videre: ”Fra fireårs alderen gik jeg til musikalsk legestue, fordi mine forældre ikke ville lade mig gå til undervisning endnu. Jeg blev undervist i klassisk klaver, men sad ofte selv og legede, mens jeg improviserede og så havde jeg et godt gehør. Det gjorde, at jeg kunne prøve nogle ting af, og f. eks. spille et tema fra en tv serie, eller et Beatlesnummer. Dem havde mine forældre mange LP’er med.”
”Først som teenager gik det op for mig, at det hedder at improvisere, og at det hedder sangskrivning – og man kunne lave bands med andre. Da jeg var 16 år, lavede jeg et band i Frankrig, hvor min far havde et sabbatår fra universitetet for at lave et forskningsprojekt i Grenoble. Vi spillede lidt folket bossa, så da jeg kom hjem igen, fandt jeg et band på friskolen. Vi spillede vi funk og rock derudaf i nogle år.”
Så kom tiden, hvor Turid Nørlund deltog i forskellige projekter, bl.a. også i Melodi Grand Prix i 1988. Både i 1989 og 1991 skrev hun numre, som deltog med andre kunstnere. Nu er hun helt fremme i skoen og underviser i sangskrivningens kunst, og fortæller om, hvordan hun arbejder: ”Man skal kunne lave benspænd for sig selv. Det gælder for mig om, at jeg skal ud af min komfortzone. For hvis du er i din komfortzone, så gentager du dig selv, og så skriver du sange, som du har skrevet før. Det kan selvfølgelig være både dygtigt og flot, men også lidt uinteressant. Det gælder om at sætte nogle rammer og regler op, der kan bryde komfortzonen. Så jeg ikke bare kan gøre, som jeg plejer. Men det er noget, jeg skal slås med – at få mig til at tænke i et andet spor. Og det med at skrive til et instrument, du ikke kan spille på, det er et meget konkret benspænd. Man må gå i dialog med instrumentet og se, hvad det vil give dig lov til at spille.”
Her henviser Turid Nørlund til sit senestee album, hvor hun spiller ukulele, et instrument hun aldrig havde haft i hånden før. Hun forklarer videre: ”Du kommer til at lave noget, der er mere kreativt. Og for at være det, skal du have noget ekspertise og kunne tænke ud af boksen. Endelig kræver det også noget motivation. Og der en den indre altid stærkere end den ydre. Den indre motivation tror jeg de flestes musikere har for at kunne drive værket, for ellers vil det være for hårdt at lave plader. Så det er med at tænke ud af boksen. Det kan være svært, hvis man har fået for mange rutiner, så der kan et benspænd være netop den stimulation, der får hjernen til at spring over i en anden måde at tænke på.”
I 2010 besøgte hun også The House of Songs i Texas: ”Foruden benspændet ved at spille på et instrument, jeg ikke kunne spille på, var jeg på co-writer-tur til Austin i USA. Jeg blev inviteret derover ret tidligt i forløbet med mit nye album, men det eksploderede nærmest. Efter 12 dage kom jeg tilbage med seks færdige sange og en hel masse skitser, havde spillet fire koncerter og været i TV. Det var fuldstændigt uventet, men det satte gang i det flow, der gjorde, at jeg bare blev ved med at skrive.
At skrive med en anden er også en form for benspænd. For du får hele tiden nye input, en ny vinkel på historien eller der kommer en akkord, du ikke lige havde ventet. Input er utrolig vigtige for at bryde sin vanetænkning, Så det gælder om at tvinge sig selv meget konkret til nye tanker, og jeg prøver også at tvinge mine studerende på konservatoriet ud af deres vanetænkning.”
Turid Nørlunds ”Curtains” er lidt af en musikalsk dagbog, og hun fortæller om sine personlige udleveringer på albummet: ”Jeg har tidligere arbejdet meget fiktivt med mine tekster, men med det nyeste album er jeg meget tæt på virkeligheden. Der er ingen historier, jeg ikke har oplevet i virkeligheden. Det kan godt ske, at jeg skifter et navn ud her og der, men faktisk er mange af de navne, der optræder i teksterne, folk der findes. På den måde har det også været nervepirrende at udsende dette album, for jeg har aldrig før været så privat i min sangskrivning. Jeg har været lidt nervøs for, om det var noget, der gav mening for folk, der ikke kender mig personligt – om det kunne blive alment nok.”
Hun fortæller videre: ”Det har været øvelsen for mig. Altså at prøve at være almen, så andre kan spejle sig i teksterne. Og et eller andet sted har det været en fantastisk udfordring. Men det har også været healende på en måde, for det at få skrevet disse sange og så vide at folk godt kan lytte og få noget ud af dem, det har været healende for mig. Er der nogle, der har fået noget andet ud af teksterne, så fred med det. For det er jo også kunst. Hvis det havde været vigtigt for mig, at folk skulle forstå det, jeg skriver, ordret, så havde jeg udgivet min dagbog i stedet for. Det er jo sange, så de skal også kunne være poetiske og åbne for forskellige tolkninger.”
Den århusianskfødte sangskriver underviser på universitetet og på konservatoriet i rytmisk sang og samspil og i sangskrivningens kunst: ”Jeg mener godt, at man kan sætte sig ned og skrive en sang. Der er jo en masse håndværk i det. Det er en blanding af en impuls, som måske sætter dig i gang, så du forelsker dig i ideen, resten er knofedt. En ting er indholdet i sangen, rytmen i sproget, hvordan får man linjeføringen, skaber de stabilitet eller ustabilitet. F. eks ”roser er røde, blåbær er blå, jordbær er søde, og du er ligeså”, den form for rim vil altid give en følelse af stabilitet. Men er det det, man vil udtrykke?
Hvis du fortsætter på den måde i hele sangen, så bliver den kedelig. Hvis du til gengæld går ind og arbejder med nogle af rimene, så de bliver skæve eller får en anden rytme og f. eks. siger ”roser er røde, blåbær er blå og du er ligeså,” så har du allerede noget, der er ustabilt. Det skaber en spænding og bevægelse, som betyder, at du får lytteren med og får vedkommende til at lytte videre.”
”Rytmen i sproget, i rimene og linjeføringen giver en asymmetri, som kan bære historien videre.På den måde er der enorm meget håndværk i det. Og det handler ikke om inspiration. Det handler om at sætte sig ned på sin flade og arbejde. På samme måde med at bevæge sig ud af sin komfortzone. Det er noget du skal tvinge dig selv til. Sådan er det med sangskrivning.”
”Jeg er nødt til at have tid og plads, for jeg skriver dårligt, når jeg har travlt. Jeg skal have i hvert fald fire timer, hvor jeg kan slukke mobilen og ikke checke emails. Jeg skal have fred. Så er det med at sætte nogle regler op for at tvinge mig ud af min komfortzone. Og så kan jeg generere en masse ideer, så gå ud af det og finde de bedste små ”magic moments” og se, om der er et koncept i det. Der er måske en linje, en melodistump og måske have en vibe. Det handler meget om at finde balancen mellem stabilitet, der kan understrege et statement, og ustabilitet, som kan drive noget og skabe bevægelse. Og få det hele til at gå op.
Singer-songwriteren har på det seneste haft travlt med eksamen på konservatoriet, og hun fortæller om undervisningen: ”Jeg prøver at fjerne romantikken fra sangskrivningen ved at sige til eleverne, at det er et håndværk. For selvfølgelig kan man få et ”magic moment”, men det kommer ikke, fordi man er særligt udvalgt, men kun når man sætter sig ned og opsøger det og genererer en masse materiale, indtil der er noget man tænder på.”
Hun fortsætter: ”Her på konservatoriet er vi begyndt at lave en kandidatuddannelse i sangskrivning, som jeg er tovholder og primus motor på. Desuden har vi lavet en bacheloruddannelse, hvor folk har sangskrivning som egentlig hovedfag. Vi har et par stykker, der er blevet uddannet på kandidatuddannelsen som supplerende hovedfag, de har også et instrumentalt hovedfag. På bacheloren har den første årgang lige været til førsteårsprøve, for det er helt nyt. De spiller her jævnligt og har eksamenskoncerter.”
”Mange af instrumentalisterne skriver også selv, for det er noget, vi opfordrer dem til. Det giver ingen mening at uddanne sig for at reproducere musik, så folk skal lære at være originale. Vanetænkning er effektiv, men ikke til at få nye ideer. Så det med at være kreativ er at bryde den sædvanlige vej at tænke på. Det at kunne træne sig – at kunne skifte mellem den snørklede vej og den lige. Det er en kombination af begge metoder, der skal til,” slutter Turid Nørlund, inden hun skal videre til endnu en eksamenskoncert, hvor hun kan håbe, at musikeren har lavet et benspænd på sig selv, så originaliteten er blevet fremmet.
