Alt fungerede trods masser af skybrud, lyn og torden. Festivalpladsen var våd og mudret, også inde i teltene, men humøret holdt hos det brave publikum, der ikke lod vejret stå i vejen for en god oplevelse. Så igen blev det en lang, dejlig weekend masser af fantastisk musik, og Tønder F. byggede ovenikøbet en solid bro til fremtiden med et scoop, der gav genlyd.

 

Broen hedder The Avett Brothers, og med dette klare scoop tog Tønder F. et syvmileskridt ind i festivalens fremtid. En bevidst proces blev for alvor sat i gang – en proces, der handler om at skabe en skarpere profil mod et yngre publikum uden at forklejne de mange trofaste gæster gennem mange år. Men det er nødvendigt at tænke nyt for at fremtidssikre Tønder F. i mange år frem. Det er naturligvis allerede sket fortløbende, og enhver fast Tønder-fan ved, at programmet altid har nye, unge navne med.

 

Med amerikanske The Avett Brothers var det bare så utrolig markant, og det gav genlyd i pressen, at Tønder F. faktisk i denne omgang har givet storebror i Roskilde baghjul.

For netop de to brødre & bandmedlemmer fra North Carolina kunne lige så godt have haft deres Danmarks-debut på den sjællandske dyrskueplads, og det er kendetegnende for det, der sker mere og mere i disse år: At der ikke behøver være nogen nogen skarp skillelinje mellem ”folkemusik” på den ene side og ”rock/pop/whatever” på den anden.

 

I årevis har anmeldere skrevet om nye bands fra især USA og England, at de var ”inspireret af folk” – samtidig med at de ‘rigtige’ folk-musikere stort set er blevet forbigået efter koncerter og nye albums – med Tønder F. som en af de få undtagelser. Måske er ”ægte folk” – handmade folk/roots – ved at få blåstemplingen?

Nå, det er en længere snak, som har været i gang længe. Det vigtige er, at The Avett Brothers i den grad levede op til forventningerne. Fra første sekund stod det klart, at der ville ske noget helt specielt på scenen i Telt 1 denne lørdag aften.

 

Star quality

Det er sjældent, at stemningen har været så fortættet og så fuld af spænding. Bare ved at se de to brødre og bandet gå på scenen gik der et sus gennem teltet, og forløsningen skete nærmest straks efter de første toner. Her er et band, som har det hele: Stærke sange, tekster og melodier, good looks, udstråling, karisma og stemmerne! I centrum brødrene Seth og Scott Avett, der ubesværet skifter mellem instrumenterne, på skift synger for – og altid harmonierne. Det er tydeligt, at de har et særligt bånd, en særlig samhørighed, som til tider næsten gør dem til én. Samme klangfarve i stemmerne og i total harmoni. Her kan man tale om ægte symbiose og alligevel individualitet. Tydeligvis er man i stue med, nå ja, i telt med star quality, det stod så klart! Ikke at vi ikke er vant til superbe musikere i Tønder, det er de alle sammen, men dét her var bare ganske specielt. Luften var ladet med glæde og fremtidshåb, og jeg tror, at netop denne koncert blev det perfekte startskud til en ny, lang æra for Tønder F., som det var håbet og planen.

 

Om det lige lynede, tordnede og regnede (som det tit gjorde den weekend!) samtidig, har jeg ingen anelse om. Hvis ja, så ville bulder og brag have været passende. Hvis ikke, så sørgede The Avett Brothers selv for, at publikum følte sig i et særligt rum fyldt med højtryk og lavtryk og især indtryk.

De to kunne utvivlsomt have stået alene på scenen, men selvfølgelig skal de tre andre i bandet have en kæmpe del af æren for det fantastiske lydbillede, vi her oplevede, og Joe Known på cello er uhyre vigtig for mange af sangene.

WOW er kun et fattigt ord, men hvor det passer!

 

Alle aldre

Mange andre unge musikere var med til at tegne konturerne af en yngre profil fremover. Èn, der ikke handler om at lefle for de unge, som Carsten Panduro sagde ved det afsluttende pressemøde. ”Vi vil gerne beholde alle”, understregede han.

”Det her bliver en form for overgangsperiode, som tager flere år”, sagde bestyrelsesformand for Tønder Festival Fond, Karsten Sauer. ”men én, hvor publikum forhåbentlig følger med”.

Dybest set kan det vel siges så enkelt, som at det gælder om at følge med tiden, hvis man vil overleve. Intet er eller skal være statisk. Forandring fryder – og blandingen af kendte og ukendte solister og bands, unge, ældre og midtimellem har Tønder F. såmænd håndteret og leveret i de fleste af årene. Her er jo netop noget af det hele, og når otte scener med en masse forskellige profiler, stemninger og folkemusikgenrer er i aktion, kommer ingen forgæves. Det er præcis Tønders adelsmærke – nogle år naturligt nok endnu bedre end andre.

 

Men et særligt sus leverede også et af de andre unge bands, nemlig engelske ahab (det skal stå med lille!). De vandt mange hjerter med deres alternative americana, vokalharmonier og charmerende, friske optræden. Det ”potentiale og lyst til at erobre et dansk publikum”, som denne skribent selv skrev om i årets programbog, viste London-drengene masser af, og de fik helt åbenlyst, ligesom The Avett Brothers og sikkert mange andre, mange pigehjerter til at slå hårdere, og pigerne selv til at ønske sig backstage.

 

Bemærkelsesværdigt er det dog også, at man lørdag aften ser fremtiden i form af de amerikanske brødre og deres band vække vild begejstring og føler, at man er det perfekte sted på det optimale tidspunkt – og opleve alle andre have det på samme måde. Men så kun et lille døgn senere er scenen den samme – Telt 1 – og her står/sidder så fem hvidhårede herrer ved navn John, Sean, Eamonn, Patsy og Barney og har hele teltet i deres hule hænder ligesom Avett-brødrende, men på en anden måde og måske ikke for helt de samme mennesker. Det er sådan et smukt eksempel på, hvordan folkemusikken rummer og favner hele spektret, alle aldre og alle slags folk, roots, country, you name it. The Dubliners er suveræne til at være The Dubliners, og engang var de jo en vigtig del af folkemusikkens fremtid.

 

Og klokken 04.00 mandag morgen stod 40 procent af medlemmerne: legendariske og totalt spilleglade, spillegale John Sheahan og milde Séan Cannon lænet op af skurvognsvæggen omme på bagscenen i den kolde nat og spillede og spillede, opslugte af musikken. De spillede ikke for de få, der endnu var vågne, men mest for sig selv. Det var endnu en helt sublim stund.

Men lad os absolut ikke glemme vores egne Poul og Rasmus og Niels og Benny og alle de andre, som alle gav smukke koncerter og glædede publikum dé steder. 20-årige Sarah Jarosz, som helt sikkert er garant for en stærk folk-fremtid. Dylan Guthro med farmand Bruce, Pokey, Guy, Tim, Emily Smith, Paul Brady, finske Frigg, de norske jenter – og de mange andre. Det er helt umuligt at nå raden rundt.

 

D-Day

Heldigvis har vi de fede søndag eftermiddage med hhv. Singers Afternoon, Ceilidh og Songwriters Circle, som giver muligheden for at lytte til mange kunstnere på tre timer. Det samme gælder lørdagene på Tønder F. – og i år var ganske ekstraordinær. His Bobness, Mr. Dylan har holdt rund fødselsdag (hvor han sikkert også var på scenen), og han skulle også fejres. Hvilket han blev med stil i form af D-Day, Songs of Bob. En flot tribut?? til en af verdens allermest betydningsfulde sangskrivere. Nærmest alle kunstnerne kom på scenen eller rettere scenerne, for begge telte bød på samme program. I stedet for at sende publikum på vandring mellem Telt 1 og 2, blev musikerne fragtet det korte stykke vej. Sådan var det planlagt fra starten, altså ikke på grund af vejret, og hvor var det heldigt! For at forcere festivalpladsen var ikke helt let dén dag.

 

Men at lytte til bare en brøkdel af Dylans store sangkatalog i tre timer, fortolket af så mange forskellige og fantastiske kunstnere, var også en kæmpestor oplevelse, og stemningen var helt i top. Med Dylans sange går man stort set fra højdepunkt til højdepunkt, og alle som én gjorde det storslået og personligt.

Disse eftermiddage med et bestemt tema er en god idé, er alle vist enige om, så derfor – og af en helt bestemt grund – er et tema til 2012 på tegnebrættet. Ja, faktisk er det bekræftet med disse ord fra Carsten Panduro: ”Det kunne det meget nemt være”. Og hvad kunne det så være?

Jo, en af de vigtigste og mest legendariske, måske nok den største i folkemusikken, skal fejres i 2012. Han blev født 14. juli 1912 og døde 2. oktober 1967. Han lever dog i høj grad endnu, og dét skal fejres med manér. Også det bliver stort!

 

Vi har set folk’ens fremtid i år. Men vi har også set noget andet vigtigt, nemlig f.eks.amerikanske, men alligevel danske Dwight Lamb, hvis oldefar emigrerede fra Vendsyssel for mere end 100 år siden og tog sine danske melodier med sig. For mere end et halvt århundrede siden lærte Dwight dem af sin farfar, og på forunderlig vis løb han ind i danske Kristian Bugge og Mette Kathrine Jensen for få år siden. Nu har han så været på Tønder F. og spillet på sin harmonika og har således været med til at binde en smuk sløjfe om det hele.

Lissen Jacobsen