De første strofer på dette debutalbum lyder lovende. Et funky rhythm’n’blues-groove med hammondorgel, fed blæsergruppe og kor og en tilpas distortet elguitar. Man forventer en kraftig, lidt hæs og råbende sangstemme, og i stedet kommer en spinkel og nærmest kælen pigestemme. Stemmen tilhører naturligvis Nina Massara, som kan høres fredag og lørdag på Copenhagen Blues Festival.
Der findes mange eksempler på, at god musik er opstået af umage komponenter, men her lykkes det ikke rigtigt, synes jeg. Det er godt nok blev trendy blandt især mange europæiske sangerinder at synge med en sådan lillepigestemme, og det kan måske fungere som et kitschet eller sexet indslag (a la Marilyn Monroe). Men når det bruges konsekvent, får man mistanke om, at det skjuler en begrænset sangstemme. Det tror jeg ikke engang er tilfældet med Nina Massara.
Resultatet er, at jeg er blevet godt træt af det, og det er her lidt ærgerligt. Musikken er nemlig et vellykket forsøg på at ramme den særlige sumpede sydstatsmusik, som herhjemme ellers bedst laves af Esben Just. Morten Wittrock og Ray Weaver har skrevet de fleste af sangene, og både danske og amerikanske musikere bidrager.
Trods min aversion spår jeg Massara en vis succes. Lur mig om ikke denne kombination af lummer sang, nogle ok sange og fortrinlig backingmusik vil ramme et imponeret publikum bedre end en imprægneret anmelder. Det kunne ske på den igangværende bluesfestival, hvor Massara optræder på hhv. Blågårds Apotek fredag kl. 19 sammen med Morten Wittrock og John Chipman og lørdag kl. 19 på Mojom featuring Chipman.
