Kan man synge hviskende? Noah Derksen kan. Hans luftige vokal og stille guitarspil er så sart, at jeg ikke kan huske at have hørt så afdæmpet musik længe. Han indledte aftenen med fem af sangene fra sit soloalbum ”Sanctity of Silence” samt en enkelt premiere på en helt ny sang. Desværre havde netop disse sange, som han havde valgt, samme tempo og opbygning og kunne derfor ikke undgå at lyde noget ens.
Noah Derksen er ellers udnævnt til kommende stjerne i Canada, og han viste også, at han skriver og synger sange af høj kvalitet. Hans sang ”Fuck You, And Fuck Your Friends Too” er ikke en opfordring til promiskuitet, men en bitter break-up sang, og den afviger lidt fra temaerne på hans øvrige sange, som rummer poesi og hyldest til livet og omgivelserne i prærieområdet ved Winnipeg, Manitoba.
Den stille opvarmning er en god og kontrastfuld optakt til aftenens hovednavn Ariel Posen. Posen og Derksen er venner og kommer fra samme område, og også Posens tekster indeholder mange referencer til Winnipeg-området. Den canadiske guitarist, sanger og sangskriver (i den rækkefølge) vil helst ikke rubricere sin musik, men har dog selv defineret den som roots. Jeg vil tillade mig at kalde den rock-roots, da den indeholder mange elementer af både rhythm’n’blues og rock, men udelukkende er Posens egne kompositioner.
Ariel Posen har spillet musik næsten altid og har det meste af sin barndom turneret med sine forældre, som også er musikere. Han har en fortid i Tønder Festival-yndlingene The Bros. Landreth, men er siden begyndt at arbejde med sin egen musik. I 2019 kom hans debutalbum ”How Long” med velskrevne sange med selvbiografiske tekster, gode vokaler og ikke mindst hans sublime guitarspil. Efter tre yderligere album og det nyeste album ”Reasons Why” i bagkataloget havde han rigeligt med sange til at fylde resten af aftenen.
Posen havde medbragt beskedne to musikere, en bassist og en trommeslager, som til gengæld gjorde en hæderlig indsats for at bakke aftenens stjerne op. Han er et sandt guitar-es, og stolerækkerne var godt fyldt med guitarister, som håbede at aflure nogle tricks eller teknikker, der endnu ikke florerer på (især) YouTube, hvor han er en populær instruktør.
Et af hans fortrin er at beherske slideguitarspil. Hvor de fleste spiller enten slide eller almindeligt, så formår Posen at spille slide OG almindeligt spil samtidig, og han har derfor sliderøret påmonteret lillefingeren næsten hele tiden. De fleste andre guitarister har også flere guitarer i arsenalet, men Posen benyttede den samme. Til gengæld brugte han et væld af lydeffekter, så han det ene øjeblik lød som Billy Gibbons Fra ZZ Top og det næste som Ry Cooder. Alle disse effekter er ikke lige min smag, men de virker imponerende. Især i to numre viste han virkelig sin virtuositet og fik spillet sig ud.
Vi fik lidt Tønder-stemning, idet Tønder Festival var medarrangør af koncerten og formentlig et led i samarbejdet om musikudveksling mellem Danmark og Canada. Posen har da også optrådt på festivalen samt tidligere spillet i Amager Bios lillebror, spillestedet BETA. Nu var han opgraderet til den store scene, der ovenikøbet havde tilbudt siddepladser. Det sker sjældent, og desværre var der ikke så stort besøg. Det kan skyldes, at Posen endnu ikke er blevet hvermandseje
