Tivoli har lagt op til en god og varieret musik-juli måned på Orangeriets scene, hvor danske musikere fylder det allermeste. Vi starter dog lige med koncerten mandag d. 24. juni, som spilles af den unge duo Elmøe & Hoffmann. De har med violin og bratsch (Emma E.) og guitar (Villads H.) og med baggrund i hhv. klassisk musik og heavy metal (!) sammen fundet fodfæste i nordisk folkemusik, og den spiller de da bare så smukt og personligt. På debutalbummet Vandkanten havde de Julian Jørgensen med på klaver, der naturligvis tilføjede en ekstra dimension, men om de her spiller som duo eller trio, fremgår ikke af Tivolis program. Begge dele vil være helt fint.
Næste mandag, d.1. juli, spiller en anden fremragende duo, nemlig Wenzell & Bugge. Det er den allestedsnærværende og meget rejsende violinist og spillemand, Kristian Bugge, og den klassiske slagtøjssolist, Ronni Kot Wenzell, der flot krydser folkemusikken med klassisk musik og nærmest skaber deres egen genre. Og at få musikken ud over rampen – dét er ikke noget problem for de to drevne musikpersonligheder.
The Denmark Project er så ikke kun dansk, men et samarbejde mellem amerikanske Smokey & The Mirror og danske The Sentimentals, der med MC Hansen i front hvert år inviterer til netop samarbejde på tværs af Atlanten. De to bands har lavet et fælles album med sange, som de har skrevet på to ophold i Danmark, to i USA og et i Canada. Smokey & the Mirror er ægteparret Bryan og Bernice Hembree, som har skandinaviske rødder. Man kan nok godt forvente sig god country-americana på Orangeriet d. 8. juli.
Så springer vi igen til noget helt andet, nemlig det populære og kendte band Las og Dissing. De to sønner af folkekære Povl Dissing, Rasmus og Jonas, fører sammen med Las Nissen den tidligere kvartet flot videre og er nu veletableret som ’sig selv’. De kan det med fortællinger, fantasi og følelser og skaber både poetiske og jordnære sange, der bevæger og morer, og trioen giver viserne rock med på rejsen. Las & Dissing har album nummer fire på vej og spiller mandag d. 15. juli.
Ugen efter, d. 22., er turen kommet til sangerinden Mette Kirkegaard, som her har to musikere med. Mette Kirkegaard Trio spillede for nylig en udendørs koncert ved Musikhuset i Aarhus, og de tog stikket hjem trods særdeles uheldigt vejr. Mette har en virkelig smuk stemme og har indspillet adskillige EP’er og CD’er, den seneste er fra sidste efterår hedder Simple Matters og fik roser og fire Politiken-hjerter med på vejen ud i verden. Hun skaber alene og ganske sikkert også i trioformat varm stemning og tekster om løbske hjerter og drømmende sjæle med sin selvkomponerede nordic americana-musik.
Egentlig er det mærkeligt og derfor på høje tid, at den megapopulære duo, Jane & Shane, ikke før har spillet på MundoMandag. Men det gør de så heldigvis d. 29. juli, og det bliver en fest. For deres koncerter er udover deres musikalske dygtighed kendetegnet ved godt humør, masser af energi og vekslende stemninger, hvor de plukker fra både ’typisk’ irsk musik, engelske numre og nogle af dem, vi alle sammen kender foruden egne kompositioner. Jane er fra England, Shane fra Irland, men de har begge boet i Danmark i mange år. Jane Clarks violin, vokal og sødme går lige i hjertet, ligesom Shane Donnelly på guitar og vokal charmerer alt og alle.