Et liv med og i musikken
Nils Thorlund har udgivet sine meget underholdende erindringer. De har form som 42 historier eller kapitler, der både grundigt og finurligt handler om, hvad og hvor meget en enkelt banjo kan føre til: Nemlig flere andre instrumenter, adskillige bands og i det hele taget et liv, som i meget høj grad kom til at have musikken som den knaldrøde tråd. Han fortæller flere gange, hvordan tilfældigheden har rådet, selv om han bestemt ikke fremstår som viljeløs, snarere sådan: Hvorfor ikke springe på interessante muligheder, når de viser sig. Og det gør de jo ofte, når man først befinder sig i musikkens verden.
Skal vi ikke bare begynde med at slå fast, at Nils har skrevet en rigtig god bog. God i ordets allerbedste gammeldags betydning. Jeg vil tillade mig at være på fornavn med Nils her, for de fleste ved nok, at han skriver sine meget personlige musikanmeldelser i ”nærværende sammenhæng”, et udtryk som han selv kan finde på at benytte sig af. Med andre ord: Her på rootszone.dk
Det skal ikke afholde os fra at anmelde hans bog, for den er meget relevant. For udover at handle om hans eget liv i musikken, så fortæller den sideløbende en masse om folkemusikken, dens op- og nedture, begivenheder og folkemusikmiljøet i Danmark i de godt 40 år, den dækker – og den slags bøger er der ikke skrevet mange af. De fleste af de 42 historier eller kapitler inklusive sidespor handler i høj grad om Nils’ egne musikalske meriter, og de er mange. Fra han er ung teenager, der får fingre i en banjo, starter et lokalt rockband i hjembyen Hald Ege, over interessen for irsk musik og 10 succesfulde år med Sand på Gulvet – og senere de adskillige andre bands og sammenhænge, han har spillet i. Det gør han stadig med bl.a. Jæ Sweevers og Fristadskapellet.
Han evner at brede alle de personlige historier og anekdoter ud på de mange sideveje ved siden af hovedsporet. Man bliver utrolig grebet af det, fordi han er en fin fortæller, og bogen er faktisk meget svær at lægge fra sig. Dog mister man ind imellem pusten, simpelt hen fordi der sker så meget, og han har en imponerende god hukommelse for detaljer.
Man kan måske mene, at det især vil sige dem noget, der ”selv var med”. Ikke mindst alle hans samtidige og nuværende musikvenner og -kolleger, men også alle andre der beskæftiger sig med folkemusik på den ene eller anden måde. Hvad enten det så går helt tilbage til 1974, hvor Nils på seminariet i Aarhus blev opfordret til at springe på musiktoget, der sjovt nok havde banegård på Fanø, eller man først er kommet til senere, så er man virkelig godt både underholdt og oplyst.
Det, der gør denne bog så vedkommende for så mange, er, at Nils selvfølgelig (andet ville man ikke forvente) også deler musikhistorie, teorier, tanker om og holdninger til musik, betragtninger og perspektiveringer om folkemusikken, dens udvikling og nyfortolkninger, vilkår og skiftende popularitet i Danmark. Disse gør bogen til et vigtigt og relevant dokument. Det vil føre for vidt at citere her, for jeg har markeret så mange fine sekvenser i bogen, men dog lige en enkelt eller to: ”I 70’erne skete der det, at en række af os yngre musikere tog den gamle traditionsmusik til os. Ikke som et museumsfænomen, men som noget vi syntes om og kunne tage op i en nyfortolkning”. Og ”hvis folkemusikken fortsat skal være en del af enhver tids samlede musikalske landkort, må den udspringe af og formes i de nye miljøer, der opstår i kraft af samfundsudviklingen”. Men der er meget mere, og det er både interessant og engagerende.
Tilfældighedernes spil – og især meget andet spil – har været Nils Thorlunds liv, og det er han utvivlsomt svært tilfreds med. Han skriver ikke meget om sit mere private liv, men hans to sønner bliver da nævnt, og i det hele taget kan man forstå, at musikken har fået lov at fylde meget i privaten. Og stadig gør. Manden har jo mange jern i ilden og kan skrive mange titler på visitkortet, bl.a. komponist, skribent og festivalbestyrer. Han er uddannet musiklærer og har undervist og uden tvivl præget mange elever på skolen på Fanø, hvor han nu er pensioneret fra. Hvordan pokker har du nået så meget, Nils?).
Diverse tilfældigheder (?) fik ham for godt 40 år siden til at flytte til Fanø, og der bliver han garanteret. Godt nok hylder han tanken om at springe på toget, når det kører forbi, men heldigvis kører der mig bekendt ikke tog på Fanø.
Der er meget mere, MEGET mere, at fortælle om Nils Thorlunds liv – så tag og læs bogen, hvori han selv gør det så fint: ”Hvis jeg ikke havde spillet banjo”.
