We Banjo 3

We Banjo 3. Pressefoto

USA, England, Irland, Skotland og Danmark er alle repræsenteret i den håndfuld + 1 navn, der i forl få dage siden blev føjet til jubilæumsårets program.

Amerikanske Deer Tick besøgte Tønder i 2012 og med deres nye roots & rebelrock – americana-country var og er de med til at pointere den nye musikprofil som del af en nyrocket folkbølge. De har fem albums i bagagen, det seneste fra efteråret 2013, ”Negativity”.

Fiddler-tornadoen Eileen Ivers tager igen sit band Immigrant Soul med og vil helt sikkert sætte liv i kludene med sit eminente spil. En sand virtuos. Hun er fra Bronx, men klart nok med irske forældre. Det irske musikblod løber i årerne, og det strømmer hurtigt. Eileen Ivers har vundet en Grammy, er Alle Ieland-fiddle champion ni gange og har spillet sammen med folk som Patti Smith, Sting og Chieftains samt i Riverdance.

 

Seth Lakeman. Pressefoto

Seth Lakeman. Pressefoto

Engelske Seth Lakeman er både traditionel og nytænkende. Han hører til i den yngre ende, selv om han allerede i 1995 var på plakaten i Tønder i det unge band Equation. Siden har Lakeman spillet i eget navn og navn med stor succes. Han er den moderne folkemusiker i ordets allerbedste forstand og formår at nå et stort publikum med sine sange, sin stemme og sin violin, viola, banjo, guitar og tenorguitar. Han var en vigtig skikkelse i den optur, engelsk folkemusik og folkrock oplevede i 90’erne og henover årtusindskiftet, og han er det stadig. Det seneste af syv albums er ”Word Of Mouth” fra 2014.

I år kan det blive den irske gruppe We Banjo 3, der bliver festivalens ”talk of the town”. Det band, der på en eller anden måde gør sig allermest bemærket. We Banjo består af ikke tre, men fire musikere, der også er to brødrepar: Enda og Fergal Scahill og Martin og David Howley. De spiller banjo, mandolin, violin og guitar i en frisk og underholdende blanding af traditionel irsk musik, amerikansk oldtime og bluegrass. Enda Scahill og Martin Howley er rene banjotroldmænd og har hver især i stribevis af præmier. Forvent et forrygende show der er meget mere end ”bare” banjo, dette instrument som nu igen nyder stor popularitet via nogle af de nyere engelske og amerikanske bands, der har taget folkemusikken ind og får den bredt ud til et endnu større publikum.

Skerryvore

Skerryvore. Foto: Per Dyrholm

Skerryvore fra Skotland er folkrock i opdateret udgave. Traditionerne får et kæmpeskud energi, og skulle der ryge noget cajun, country og pop med ind i og ud af sækkepiberne, violinen og harmonikaen, så går det nok også. Bandet begyndte i 2004 og kan altså selv fejre et lille jubilæum på jubilæumsfestivalen. Skerryvore har sit eget bud på folkemusik, som mange kan lide den og hører med i festivalens mangefacetterede lydbillede.

2013 var fortjent et stort år for Folkeklubben, der har væltet mange huse i deres korte karriere, som nok skal fortsætte i fuld fart. De får endnu en omgang på Tønder med deres indtagende folkpop med bid og ironi i de danske tekster og charme over det hele. To guitarer, vokal og lidt slagtøj, så kører Folkeklubben afsted med publikum. Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall har ramt den danske folkesjæl og det lige i plet. I april 13 kom debutalbummet ”Nye Tider”.

Som det kan se er både ”tradition” og ”fornyelse” to af de vigtige nøgleord, når festivalprogrammet sættes sammen til en succesfuld helhed. ”Vi skal have både velkendte navne og nye. Også på den store 40 års fødselsdagsfestival. Samtidig skal vi fortælle den musikalske og genremæssige historie, vi som festival bygger på og har været med til at udvikle gennem årene,” siger Carsten Panduro, kunstnerisk leder af Tønder Festival.

Med disse seks nye navne på plakaten  og de allerede annoncerede: Steve Earle, Runrig, Julie Fowlis, Chuck Brodsky og The Stray Birds er vi her i marts oppe på de første 11 navne, og  det alsidige miks skinner allerede klart igennem. Det lover godt for jubilæumsfestivalen. Fyrre, fed og forrygende skal den nok blive.