Spot-festivalen, som afvikles fra 30. april – 3. maj i Aarhus, har fået de sidste navne på programmet, som altså stort set er færdigt.

Jullie Hjetland

Jullie Hjetland

Således er der tilføjet tre kendte bands/musikere fra den danske folk-scene. Trio Mio, kendt for kontemporær nordisk folkemusik med mange spændende musikalske sidespring, kommer, dog er deres koncert endnu ikke programlagt. Det er til gengæld Jullie Hjetlands projekt Lukkif, hvor hun samarbjeder med Jens B. Christiansen, også kendt som Rumpistol! Duoen kombinerer den nordiske folkemusik med elektroniske toner og kan opleves på Radar fredag eftermiddag.

Om aftenen er det Phønix tur til at præsentere den danske folkemusik, og de får følge af den kinesiske kuching-spiller Sangka, (kuching er et langt strenginstrument). Phønix har inviteret hende til Danmark, efter at det danske band spillede sammen med hende under deres tur til Kina sidste år. Den nye konstellation kan opleves i Musikhusets lille sal fredag aften.

I samme sal kan man lørdag møde Jonah Blacksmith, der spiller folk, indierock og country, og bandet kan i øvrigt også høres til årets Tønder Festival. I Musikhusets store sal kan man lørdag aften møde Folkeklubben, inden færøske Eivör overtager scenen.

Foruden de kendte navne bliver der rig lejlighed til at lytte til mange måske mindre kendte navne, både bands og singer-songwritere fra Danmark, Norge, Sverige, Belgien og Tyskland.

Se program, oplysninger om bestilling af billetter med mere på: http://spotfestival.dk/