Lang Linken har det som vinen, der bliver bedre med årene, og en årgang 1970 må absolut være en af de allerbedste.
Trioens navn er først kommet til omkring 1980, da gruppen stødte på en skæmteballade, der hed Langlinken. Det er navnet på en taterpige, der var en slags kvindelig Robin Hood, og det syntes gruppens medlemmer godt om, måske også fordi deres tre koner var med på det tidspunkt, og trioen sang flere kvindeballader.
Hvordan kan man holde en gruppe samlet i 40 år?
”Det handler om at vi har spillet og komponeret sammen, men vi har også støttet hinanden 100 procent ved deltagelse i andre projekter. Det har holdt os levende, og det er en af forklaringerne på, at vi har holdt sammen,” fortæller Carl Erik Lundgaard.
”Jeg tror også det betyder meget, at vores familier, koner og børn kender hinanden og kommer sammen,” forklarer Keld Nørgaard.
Men hvordan lært I hinanden at kende?
Poul Lendal siger: ”Jeg var meget alene som dreng, og da jeg var 12-13 år hørte jeg der kom en ny dreng i skolen, og han var fra Århus. Da han så stod der i anorak, vinrøde fløjlsbukser og langhåret, synes jeg det var meget spændende, og vi begyndte at snakke sammen og lege sammen, og det har vi så gjort lige siden, for det var Keld.”
”Jeg spillede i ”Kvalme-mave orkesteret” og skulle spille til en fest. Men for første og eneste gang i mit liv havde jeg røget hash, og da jeg stod på scenen var jeg helt skæv, og hviskede højt til mine orkesterkammerater, at vi blev nød til at aflyse, for jeg kunne ikke nå mikrofonen, der stod 1½ meter fra mig. Det hørte en blandt publikum, og han skubbede mikrofonen hen foran mig, og jeg var ham dybt taknemmelig. Og det var så Poul, som jeg mødte på den måde,” fortæller Carl Erik Lundgaard.
Hvorfor valgte I lige at spille folkemusik?
Poul Lendal siger: ”Når der var bal i Tommerup, hvor jeg boede, var det altid de tre samme spillemænd, som jeg hørte, så det blev naturligt, at det blev den stil jeg fulgte.” ”Jeg gik til bal i idrætsforeningen,” fortæller Keld Nørgaard, ”og her var det også altid traditionel musik, der blev spillet. Min farfar havde en violin, som jeg aldrig hørte ham spille på, men det er den jeg spiller på den dag i dag.”
Carl Erik Lundgaard har en anden tilgang til folkemusikken: ”Jeg har slet ikke noget i mine rødder, der fører til folkemusikken. Da jeg var 13-14 år spillede jeg meget på harmonika, og var helt god til det. Det var op til folkeafstemningen om EF i 1972, og derfor kom den danske folkemusik frem i højsædet.”
Poul Lendal mindes: ”Men jeg har da også lyttet meget til Rolling Stones og Young Flowers (psykedelisk dansk rockband), og det var stort for mig at lære alt om grupper som Cream. Men jeg var kun i rockkulturen i to-tre år. Så begyndte Keld og jeg på Ungdomshøjskole, og her begyndte vi at spille jazz. Senere spillede vi et mix af lige dele Røde Mor, Traditionelt jazz og underholdning. Vi var på et tidspunkt ni mand i orkesteret, men de faldt fra en efter en, og pludselig var vi kun os tre tilbage, som et spillemandsorkester, der efterhånden kom til at spille over hele landet.”
De tre musikere kan også mindes, hvordan de tjente ekstra penge i studietiden. De tog ind til gågaden i Odense, men de stillede sig ikke blot op og spillede. Trioen dansede rundt, fulgte efter folk, og var absolut ikke inaktive eller diskrete. Med deres egne ord ”væltede” de gågaden, og de kunne nemt tjene 500 kroner. Rekorden var 827 kroner, og det var faktisk mange penge på det tidspunkt.
”Forskellen på dengang og nu er blandt andet, at der tidligere var meget egnsmusik, og det at være sammen og snakke sammen var det væsentlige for folk. Dengang var folkemusikken et kulturgrundlag, mens den nu er blevet til en genre,” mener Carl Erik Lundgaard, og Keld Nørgaard tilføjer: ”I dag har folkemusikken ikke den store bevågenhed blandt folk eller medierne.”
Hvad har været eller er jeres inspirationskilder?
”Først og fremmest Ewald Thomsen, men også mange svenske folkemusikere har været inspirationskilder for mig, mens det i dag mest er jazz jeg lytter til,” fortæller Poul Lendal, og Carl Erik Lundgaard tilføjer: ”Jeg hører meget klassisk, især hvis der ikke er noget ordentligt på program 1, der ellers har førsteprioritet.” ”Jeg kan godt lide at lytte til Lennon og McCartneys melodier og harmonier,” føjer Keld Nørgaard til.
Lang Linken har gennem årene modtaget mange hædersbevisninger blandt andet Danish Music Awards og hæderspris fra samme. Og musikken har også ført trioen langt omkring. Lang Linken har besøgt USA, Canada, Korea og en lang række europæiske lande.
Trioen spiller spillemandsmusik til bal med violin, harmonika og klaver, men spiller også koncerter, hvor helt andre instrumenter kommer i brug, og på det seneste er Lang Linken også begyndt at spille kirkekoncerter.
”Vi spillede til dans lige fra starten. Dengang var det ”fri” dans uden bestemte trin eller nogen struktur,” fortæller Keld Nørgaard og Carl Erik Lundgaard tilføjer: ”Selv om der ikke var nogen der kunne nogle trin, så var der en utrolig energi, der blev brændt af, og det kan jeg godt savne nu om dage.”
Carl Erik Lundgaard fortæller om koncerterne med forskellige instrumenter: ”Når vi spiller på humle, drejelire, sækkepibe, jødeharpe, slagtøj eller toradet harmonika, så er det fordi vi har en lyst til at prøve de sære gamle instrumenter, der også har deres helt egen lyd.” ”Vi har spillet på dem siden først i 80’erne, og det er fordi, at disse instrumenter kan udtrykke noget de andre ikke kan,” føjer Poul Lendal til.
”Der er ikke noget vi ikke må, vi er åbne overfor alle nye tiltag og ideer. Der er ikke noget, der hedder nej hos os. Dog er der en undtagelse. Vi siger nej til at kede os!” smiler Keld Nørgaard.
Er der noget I har fortrudt?
”Det slår mig nogle gange, at den professionalisme, som vi har nu, og som vi først begyndte med i begyndelsen af 90’erne, skulle vi have indført noget før. Dengang havde vi for eksempel ingen booker. Folk ringede bare til en af os, og så lavede vi en aftale. Vi skulle have været lidt skarpere lidt før,” siger Poul Lendal.
Hvordan med fremtiden?
”Vi har aldrig haft så meget at lave som nu, og det er i sig selv inspirerende, også fordi det er meget forskellige jobs,” forklarer Carl Erik Lundgaard og fortsætter: ”En dag spiller vi til en højtidelig kirkekoncert, og dagen efter spiller vi til bal. En anden dag er det måske koncert på Musical-akademiet i Fredericia, eller vi skal spille for en hollandsk handelsdelegation på en højskole. Det er også med til at holde os i gang.”
Så det vil ikke overraske nogen, når Lang Linken en dag kan fejre deres 50 års jubilæum. For folkemusikkens tre gentleman, der med stor dygtighed og en fantastisk musikglæde og vitalitet, spiller sig fra tid og sted, og holder folkemusikken i hævd på smukkeste vis.
