Stemningen var varm og afslappet på den fjerde Songwriters Festival på Vesterbro i København i weekenden. Med masser af Vesterbro vibes, som den utrættelige og effektive vært og initiativtager Brett Perkins udtrykte det.
Som at blive slået oven i hovedet med en regnbue.
Sådan kan man udtrykke sidste weekends kaskade af dygtige singer-songwriters med og udens bands, der holdt træf på Onkel Dannys Plads. En fremragende ramme om denne forholdsvis lille festival.
Anthony da Costa og MC Hansen. Foto: Lissen Jacobsen
Det er dog ikke mit poetiske udtryk, men derimod ord, som kom fra scenen, nemlig fra den unge, amerikanske musiker Anthony da Costa. Hans beskrivelse gjaldt hans færden rundt i skønne Danmark på turné med MC Hansen & band, men den kan sagtens bruges om den overflod af dejlige musik og musikere på festivalen.
Råhuset afgrænser den ene ende af pladsen, og herinde var dels featurescenen” i stueetagen og dels intimscenen ovenpå, ”listening room stage”. Rundt om er andre gamle, hyggelige bygninger, bl.a. forsamlingshuset med ”late night Nordic showcase”-koncerter. I midten af det hele på den brostensbelagte plads den store scene, og på grund af det varme vejr var det ekstra attraktivt at opholde sig herude.
Her var dog ingen trængsel. Pladsen blev med mellemrum fyldt pænt op, men der var naturligt nok meget kommen og gåen. Mere end 12 timers musik tre dage i træk kræver, at man lige trækker sig lidt tilbage, går en tur ud i byen, måske smutter hjem, hvis man bor i nærheden. Men der var konstant en god atmosfære både inde og ude. Hver hele time begyndte en ny koncert på 40 minutter, mens featurescenen så tog over og havde 20 minutters frit spil, inden den større scene gik i gang igen. Sættene indenfor varede dog længere, men det skabte ikke nogen nævneværdige lydlige problemer.
Alle med X – nogle lidt xtra
Med så mange navne er det næsten ikke til at skulle fremhæve nogle – især når man kun nåede for alvor at høre måske halvanden håndfuld. Faktisk vil jeg kun nævne fire-fem stykker, men jeg ved, at rigtig mange andre i lige så høj grad fortjener opmærksomhed. Selvfølgelig. Så meget talent samlet på en lille plads på Vesterbro i al venskabelighed og med hver især noget at byde på!
Som en form for outsider (men det skal nok ændre sig), stod Ida på main stage kl. 22 fredag aften. Hun er jo på forhånd iført et stort X, har altså beviseligt X Factor, men det er jo ikke nødvendigvis carte blanche til at være ‘noget’ på en songwriters festival. Det er, måske, en nemmere vej, end de fleste af de andre har taget dertil, men der er også forventninger at leve op til.Det gjorde hun.
Ida er jo også songwriter, slet og ret. Og ærlig talt gjorde hun det rigtig godt, ledsaget af Tobias Stenkjær på guitar, og det kan ikke have været helt let at skulle bevise noget med det der store X svævende over scenen. Men Ida kunne bære det og fik fortjent bifald.
Et højdepunkt for mig var svenske Richard Lindgren lørdag aften, der med sin makker præsenterede et herligt sæt med blues på. Søndag eftermiddag Anthony da Costa sammen med MC Hansen og band. Han er 21 og et kæmpetalent, har allerede indspillet flere albums og har en stensikker fremtid i amerikansk musik. I den kommende weekend spiller han på Tønder Festival for tredje gang.
Siden der på intet tidspunkt var stuvende fuldt, spurgte jeg Brett Perkins, om ikke man lige så godt kan spare lidt og simpelt hen have lidt færre koncerter og evt. lidt længere sæt? Hvem har egentlig brug for 100 koncerter på tre døgn + det løse? Er det ikke, med et gammelt og ikke så charmerende udtryk, at smide perler for svin?
Svaret er, at Brett Perkins gerne vil byde på det hele. Han vil gerne have ”alle” med. Efter de mange år i Danmark som dels arrangør af denne festival og masser af andre songwriter-arrangementer, workshops og seminarer er hans kontaktflade og kendskab til danske – og udenlandske – songwriters enormt stort, og der er et stort ønske om at være med i denne årlige næsten-kongres for songwriters. Det er svært at sige nej.
Altid uge 33
Et årligt møde for +100 songwriters har en masser at give et publikum. Så nej, Brett Perkins ønsker ikke at skrue ned for blusset, og økonomien hænger sammen på grund af god støtte. Også i form af en masse frivillige og Kulturanstaltens engagement. Han er ganske tilfreds med de ca,.i alt 2000 publikummer, som han anslår har været igennem – og dét flere gange. Et armbånd til 200 kr. gav adgang til tre dage.
Alt forløb faktisk helt perfekt. Tiderne holdt, der vare hele tiden gode folk på, ikke mindst lyd ved Peter Brander, alle medarbejdere havde styr på deres. Der kunne købes mad på Cafe Mandela, hvis terrasse ligger ud til Onkel Dannys Plads. Det eneste minus var en privat fest lørdag aften, hvis soundtrack var noget anderledes og højt.
Brett Perkins har, naturligt nok, sin amerikanske stil med engageret annoncering af ”Music on three live stages from 2 to 2” både før og efter hver koncert. Fint nok, men man kunne godt nøjes med to, hvis man ville. Det vil man ikke, og det da i orden så!
Songwriters Festival 2012 ligger klar i kalenderen. Uge 33.
Indenfor var Ida Gard på scenen op imod midnat søndag. Rigtig dejlig. Men forinden havde fremragende Simon Lynge rundet af på den store scene udenfor, og det var ganske simpelt en stor, intens oplevelse. Han bor i USA og klarer sig rigtig godt. Helt hundrede procent forståeligt.
WOW er kun et fattigt ord, men det holder.
