Man bør allerede nu sikre sig billet til den kommende Strib Vinterfestival, der afholdes 9.-12. februar 23. Der er foreløbig offentliggjort 16 navne til programmet, og det er et eldorado af danske musikere og bands fra allerøverste hylde sammen med en række meget lovende og talentfulde unge bands

Tine Vingaard

Kasper Buch

The Savage Rose (øverste foto), der blev dannet i 1967, behøver nok ikke den store præsentation. Med den karismatiske sangerinde Annisette med den helt fantastiske stemme og meget energiske frontfigur præsenterer bandet deres helt egen blanding af rock, folk, blues, gospel og jazz.

Når man har et band med en af Nordens smukkeste stemmer i folkemusikverdenen og sætter den sammen med en af de allerdygtigste violinister, så kan det ikke gå galt! Helene Blum & Harald Haugaard Band er garanter for en koncert af høj kvalitet. Det fynske ægtepar er tro over for traditionerne, men også nyskabende både som sangskrivere og som komponister.

Trioen Dreamers’ Circus behøver vel heller ikke nærmere præsentation. De har gået deres ”sejrsgang” ikke kun i Danmark, men i det meste af Europa og ligeledes i flere andre verdensdele.

Den irske kvintet Goitse har modtaget et utal af priser i løbet af deres karriere og leverer energisk keltisk musik både med traditionelle og nyskabende toner. Det samme gælder for danske Svøbsk, som præsenterer egne nykomponerede melodier, men også sørger for at holde traditionerne ved lige.

Harald Haugaard og Helene Blum

Arrangørerne af Vinterfestivalen giver en række meget talentfulde bands chancen på den helt store scene. Og undertegnede er ret sikker på, at der venter publikum mange store og måske overraskende oplevelser. Tønders Kaper Buch med band, nordjyske Vingard, Klingsten, Molde og Baby Did a Bad Thing for blot at nævne en håndfuld. Og så en række bands der er lidt mere kendte især i folkkredse, så som Downtown Dynt fra det sønderjyske, Bragr med Perry Stenbäck som ”musikalsk indpisker” og Mads Hansens Kapel.

En partoutbillet, som stadig er mulig at købe, koster kun 820 kroner, og så har man adgang til begge haller under hele festivalen. Foruden cafescenen, hvor der under det meste af festivalen er livemusik. Her optræder mange lovende musikere og bands, og her kan man måske opleve nogen, som om et år eller to står på de store scener både i Strib og andre steder i landet.

http://www.strib-vinterfestival.dk