Selv om Carolyn Hester ikke er blevet et kendt navn, har hun alligevel haft en vital betydning for opblomstringen af 1960’ernes folk-revival. Hendes høje, klare vokal og afdæmpede guitarakkompagnement og fortolkninger af andres sange banede vejen for mere populære folkesangere som Joan Baez og Judy Collins.

Allerede i midten af 1950’erne begyndte hun at optræde med traditionelle folkesange, og hun var en pionér som turnerede og optrådte på klubber og uddannelsessteder og ikke mindst på caféerne i Greenwich Village, New York. I 1957 udkom Hesters debutalbum, og hun inspirerede mange andre med sin aktivistiske livsstil og en overbevisning om, at folkemusikken har kraft til påvirke lytternes bevidsthed og dermed den politiske udvikling. I 1960 gjorde hun sine versioner af sangene “The House of the Rising Sun” og “She Moved Through the Fair” til folk-standarder. Senere samme år mødte hun og giftede sig med Richard Farina, selv musiker og senere forfatter samt gift med Mimi Baez/Farina efter skilsmissen fra Hester.

Året efter var hendes samarbejde med Bob Dylan med til at starte hans karriere. Carolyn Hester afslog et tilbud om at starte en folktrio med Peter Yarrow og Paul Stookey – en trio som siden fik stor popularitet med navnet Peter, Paul and Mary.

Hun fortsatte solokarrieren og blev et etableret navn i USA med tilnavnet The Texas Songbird. Hun kom oprindelig fra Waco, Texas, men musikken gjorde det meste af USA til hendes domæne. Desværre optrådte hun, mig bekendt, ikke i Europa, og hendes plader var heller ikke i distribution her. I slutningen af 60’erne dannede hun Carolyn Hester Coalition, en gruppe som eksperimenterede med folk-rock og psykedelisk folk.

På privatfronten giftede hun sig i 1969 med pianist-producer-songwriter David Blume og brugte herefter mere tid på familien samt en musikklub, som hun ledede. Hendes optrædener blev mere sporadiske. Men i 1980’erne begyndte hun igen at indspille og turnere med bl.a. Nanci Griffith. I 1999 udgav hun et album med Tom Paxton-sange, og i 2003 modtog hun World Folk Music Associations Lifetime Achievement Award. Albummet We Dream Forever med døtrene Amy og Karla Blume udkom i 2010.

Det er blevet til i alt 14 soloalbum, som ikke har opnået de store salgstal. Men en gennemlytning af dem afslører en dygtig og udtryksfuld sanger, næsten uden egne sange og uden de markante og personlige klange, som var årsagen til, at mange af hendes samtidige folkesangere løb med berømmelsen. Når Carolyn Hester nu den 28. januar kan fejre 85-års fødselsdag, er der dog en stor respekt omkring hendes person og karriere, og desuden er der opstået en fornyet, næsten kultagtig interesse for hende også uden for USA.