Guide 1 til Celtic Colours: Brugervejledning til første besøg på Canadas kendeste keltiske musikfestival.
Som førstegangsbesøgende på Celtic Colours Festival i Canada skal man lige vænne sig til adskillige ting: Afstandene, den måde koncerterne er bygget op på, at der er så smukt, at man må stoppe op hele tiden – og at man er så tæt på lukningen af en sæson. Sidst: At det mindste sted er det største: Hovedcentrum er lillebitte St. Anns, hvor det gæliske college og ikke mindst festivalklubben ligger.
Så at deltage i festivalen kræver lidt forberedelse, såvel for gæsten som for den optrædende: I de følgende to artikler beskriver journalisten Abelone Glahn, hvad der kan være nyttigt at vide, inden man tager af sted som gæst, og hvad der kan være interessant at vide, hvis man som musiker aspirerer til at blive en af de optrædende. Celtic Colours har en europisk søsterfestival i Celtic Connections, der finder sted hvert år i januar i Glasgow. Mange vigtige forbindelser knyttes allerede her.
Celtic Colours strækker sig over ni dage på øen Cape Breton i provinsen Nova Scotia, helt ud mod Atlanterhavskysten. Fra hovedbyen Halifax er der kortere til Europa end til Vancouver på Canadas vestkyst- Så stort er verdens næststørste land. Programmet står på gælisk, irsk, skotsk, bretonsk, spansk og også på nordisk folkemusik. Kort sagt masser af violiner, harper, trommer og stepdans. Festivalen fejrer næste år sit 20 års jubilæum, og jubilæumsprogrammet lægger op til, at der godt kan sælges flere billetter end de ca. 20.000, som blev solgt i år.
I år var der 47 koncerter på programmet foruden 250 community events, hvilket dækker bl.a. live-on-tape-radiooptagelser i menighedshuse, stepdans, masterclasses med udvalgte musikere, kunstnerworkshops, danseworkshops, fællesspisning, hvaltur, aboriginal-festival, ceilidhs til frokost, eftermiddag og aften, farmers marked, alt sammen noget, der foregår i dagtimerne ude i landsbyerne. Det er umuligt at nå at se alle koncerter eller deltage i alle aktiviteter, så det tykke trykte program (som også kan findes et par måneder forud for festivalen på nettet) bliver flittigt krydset af. Dertil kommer mange privat arrangerede sessions på restauranter og cafeer, der har levende musik, som man bare dumper ind til.
Vi tog af sted til festivalen og valgte at være der de sidste fem dage og tage en ekstra fridag bagefter. Måske var det en fejl, måske var det en god disposition, det er ikke rigtig til at vide, men vi konstaterede i hvert fald, at en del af de store koncerter blev afviklet i den første weekend, mens det største brag af en koncert lå den sidste.
Vi fløj til Halifax, lejede en bil i den billigste klasse (og fik en kæmpe Chrysler med automatgear, aircondition, telefon i instrumentbrættet, overvældende og dejlig), og kørte fem timer med en enkelt spisepause på den trans-canadiske highway på den velbesøgte og solide vejrestaurant Mother Webb i Antigonish. Efter mørkets frembrud nåede vi frem til Cape Breton. Uden at vide noget om hoteller havde vi hjemmefra over internettet valgt Silver Dart Lodge efter at have tjekket, hvad der var i Baddeck. En by, som ifølge programmet ligger nogenlunde midt i det hele, så vi skulle køre omtrent lige langt til alle koncerter.
Det var et overordentligt godt valg, viste det sig. For det første ligger den ud til den store sø, Bras d’Or, ”den gyldne arm”, som næsten deler Cape Breton, og som man kun kan køre nord eller syd om. For det andet viste det sig at være det hotel, som havde alle de delegerede og en række musikere indkvarteret. Sidst, men nok vigtigst, er det kun 20 km fra St. Anns, hvor det gæliske musikcollege ligger – dét, som rummer hovedkvarteret og omdrejningspunktet for festivalen. Her bor musikerne på kollegiets værelser, her holdes der hver aften efterkoncerter med offentlig adgang fra kl. 23, og her mødes musikerne ude i baglokalet for at jamme uden overvågning af betalende gæster. Og en fiks lille detalje: Det er også herfra, at der hver aften er en shuttle-bus til de større hoteller i nærheden, så man kan få sig en øl og blive kørt sikkert hjem.
Alt det vidste vi bare ikke, for det fremgår ikke virkelig tydeligt, når man køber billetter over nettet. Så vi kørte den næste dag efter en solid morgenmad med udsigt til ø og sø til byen Sydney en times kørsel fra Baddeck for at hente billetter, sådan som der udtrykkelig havde stået på de internetbilletter, vi havde købt. For vi vidste ikke, at netop fordi afstandene mellem koncerterne er så store, så sørger arrangørerne ned til mindste personlige detalje for, at billetter til koncerter ligger ude ved koncertstederne, hvis de ikke er blevet tilsendt inden. Vi havde ikke turdet at få tilsendt biletter til Danmark, så turen til Sydney var forgæves. Men vi nåede da både at se Celtic Colours hovedkontor i et industriområde – totalt menneskeforladt, for alle var selvfølgelig i St. Ann’s – og billetkontoret i meget ydmyge lokaler på en lokal skole et andet sted i byen.
Vi nød turen tilbage til St. Anns og fik alt, hvad vi havde behøvet, kun 20 km fra vores hotel, og det får mig til at sige noget om afstandene: Når man ser på kortet over de mange koncerter og andre arrangementer, som hører ind under festivalens omfattende program, ser Cape Breton overskuelig ud. Men når man først står derovre, går det op for en, at Cape Breton er på størrelse med Sjælland og Fyn tilsammen, og at man tager en tur København-Odense og retur til en koncert ad meget mørke og ind imellem snoede bjergveje med voldsomme sving. Hver aften. Og de fleste aftener forlænges turen med et sving omkring St. Anns for at høre efterkoncerterne og for musikernes vedkommende deltage i jamsessions til langt ud på natten.
Intet under, at der i vores pressekit lå en nyligt udgiven bog skrevet af Dave Mahony, medarrangør og kommunikationsansvarlig, med titlen ”Ti nætter uden søvn”. Det er med andre ord umuligt at deltage, med mindre man lejer en bil. Der er ingen offentlig transport. For musikernes vedkommende er der et hav af frivillige herunder chauffører, som hvert år stiller sig til rådighed og kører dem til og fra koncerterne. (Læs her, hvordan du kan blive frivillig) En del af chaufførerne kommer fra andre steder end Cape Breton og glæder sig som del af deres bidrag til at køre turene med musikervognene. De forskellige delegerede kan også komme med i de små busser, så musikerne faktisk kan komme til at sidde i vogn med de scouts, der er med fra forskellige lande for at se på orkestre og evt. få dem til det pågældende land.
Artiklen med gode råd, tips og detaljer, oplevelser og synspunkter fortsætter snarest, for der er meget mere endnu.