I denne periode, hvor vi utålmodigt venter på, at musikstederne genåbner, tyder det på, at de små steder vil åbne først – altså caféer og lignende. Og det er jo disse steder, hvor især den akustiske musik trives, og hvor (tør man næsten sige det?) den nære og intime kontakt mellem musiker og lytter findes. De fleste folkemusikere og sanger-sangskrivere overalt i verden har haft deres første møde med publikum på sådanne små steder – enten på et ”åben mikrofon”-arrangement eller en anden annonceret eller uannonceret optræden.
Ét af de ultimative og væsentligste af denne slags steder for sangere-sangskrivere er The Bluebird Café i Nashville. Det var oprindeligt en svedig rock-honky tonk, men gennemgik fra 1984 med Amy Kurland som leder en transformation til et akustisk spillested for byens mange sangere-sangskrivere. Det skulle igennem den velkendte tyssefase og kan nu mere betegnes som et lytterum med en enestående atmosfære.
Jeg har besøgt The Bluebird et par gange og kan bekræfte, at der hersker en unik stemning. Aftenens tre-fire optrædende mødes omkring et par mikrofoner på gulvet og skiftes til at fortælle og synge, lidt som vi har set med Women’s & Gentlemen’s Circle på Tønder Festival. Men her er musikerne kun en armslængde fra publikum, og The Bluebird har en næsten fornærmende lille kapacitet på max. 90 gæster, som er placeret meget tæt.
I de tidlige år var caféen et uformelt mødested for mange af Nashvilles bedste sangskrivere. Og det vil sige nogle af de allerbedste i hele branchen. Her kunne man opleve nye sange præsenteret for første gang eller høre superstjerners store hits spillet akustisk af de ofte mere anonyme sangskrivere. Peter Vesth har berettet, hvorledes han har optrådt her i forbindelse med sine Nashville-indspilninger i slutningen af 1980’erne, hvor udenlandske og ukendte sangskrivere var velkombe.
Efterhånden er det imidlertid blevet det mest attraktive sted for sangere-sangskrivere, men også nærmest umuligt at komme til at optræde der. Fortællingen er, at det stadig er åben mikrofon-princippet, og at berømtheder som Taylor Swift, Garth Brooks (øverste foto), Faith Hill m.fl. blev opdaget her og uanmeldt stadig dukker op. Så det kræver noget særligt at få foretræde i denne café. Der foreligger et månedligt program, og nu er bare adgangen til caféen blevet så restriktiv, at man skal bestille bord måneder i forvejen.
TV-serien Nashville, som startede i 2012 samt nogle spillefilm, har også været medvirkende til, at The Bluebird Café er blevet legendarisk. Ja, mange tror, at den kun er en kulisse. Man kan forvisse sig om cafeéns eksistens og dens position som ét af de mest eksklusive steder at opleve livemusik i den nye dokumentarfilm ”Bluebird”.
Som så meget andet lukkede The Bluebird ned d. 13. marts, og medarbejdere blev fyret. Heldigvis ejer indehaverne lokalerne, og den nuværende leder Erika Wollam Nichols har ligesom mange andre forsøgt med on-line koncerter. Disse vil dog ikke erstatte den rigtige live-oplevelse, og jeg håber, at denne vigtige og nærmest idiosynkratiske institution og alle de andre mere ordinære musiksteder snart kan byde os musikhungrende gæster indenfor igen.
Pat Alger (tv.)
