Emmylou Harris har altid været graciøs og perfekt, når hun optræder. Det har også passet til hendes repertoire, der hovedsagelig er bestående af ballader og især hymner. Denne værdige og næsten højtidelige stemning har dog været varieret med enkelte up-tempo sange, der nærmest har fungeret som en slags iscenesat løssluppenhed.
Dette kan jeg bevidne, da jeg har oplevet hendes koncerter i Danmark lige siden premieren i midten af 1970’erne. Hendes alder nærmer sig hurtigt de 80, og hun er nu nået til denne afskedskoncert. Spørgsmålet var, om hun ville være lige så formel og ordknap på scenen, som hun er kendt for.
Aftenen forinden havde hun gæsteoptrådt med tre sange i Daniel Lenoirs koncert. Et kort øjeblik havde hun glemt teksten, men reddede situationen med et afværgende og piget smil, så det var med lidt tilbageholdt åndedrag, at jeg iagttog starten af denne aftens koncert.
Igen var der lidt usikkerhed at spore. Rytmen, hendes guitarspil, stemmen og vokalharmonierne var ikke helt på plads. Dette er helt almindeligt for de fleste artister, men ikke Harris. Hun småsnakkede lidt med musikerne undervejs, og efterhånden begyndte det hele at lyde som en traditionel Harris-koncert. Hendes gyldne stemmepragt og smukke fraseringer, der har henført mig og mange andre i årevis, bredte sig ud over den åbne plads.
Efter nogle af de sarte og æteriske sange nåede vi til de føromtalte rocknumre, og nu kunne vi alle bedre begynde at nyde koncerten – men så satte regnen ind. Nogle publikummer fortrak, men langt de fleste af os havde ikke tænkt, at det skulle ødelægge dette imødesete højdepunkt på året festival. Harris udtrykte flere gange sin medlidenhed med os, og i stedet for den ordknappe Harris, som vi tidligere har oplevet, så begyndte hun, efterhånden som koncerten skred frem, også at fortælle om de mange andre musikere, som hun har arbejdet sammen med.
Der var tid til indsigtsfulde alvorsord, minder og sange om de afdøde venner og kolleger, herunder naturligvis veninden Dolly Parton, men også med plads til smil og lidt humor. Da vi nåede til præsentationen af musikerne blev f.eks. trommeslageren takket, ”fordi han altid havde et smil på, selvom han var tvunget til at spille alle hendes triste sange”.
Harris har altid benyttet de bedste musikere, og de medbragte Red Dirt Boys har heller ingen undtagelse. De fortjener en nærmere præsentation, ligesom hendes sætliste, som er et glimrende afsæt til at fortælle mere om Harris’ fantastiske karriere. Dette vil ske i en senere artikel.
Trods de små benspænd og de alvorlige sangemner oplevede jeg en Harris, der sænkede paraderne og blev mindre andægtig end tidligere, og denne koncert blev en ny mindeværdig oplevelse for mange andre end mig. Som ’The Farewell European Tour’ må vi nok acceptere, at dette blev en slags afslutning. Men vi kan da håbe, at Emmylou Harris fortsat vil indspille, få komponeret flere sange og måske endelig få skrevet sine memoirer. Med den lange og glorværdige karriere skulle der være meget mere at fortælle.
Fotos: Per Dyrholm
