LSMR

Huldrelokkk, LSMR, Pøbel, Mary Jean, Vingefang, Hudna, Elmøe & Hoffmann og norske Raabygg var på Klubscenen fredag og lørdag. Da var der linet op til et meget varieret program ved årets showcase fra Folkspot Denmark med ca. 40 inviterede internationale branchefolk.

Huldrelokkk (øverste foto) med tre unge kvinder fra tre nordiske lande åbnede Folkspot i år. Norske Kerstin Blodig på bodhran og guitar, Mia Gunberg Ådin fra Sverige på violin og nyckelharpe og den danske violinist Liv Vester Larsen. Bandet fortryllede publikum med dejlige a cappella numre, hvor alle tre deltog og fortsatte med flere numre med smukke harmonier på ”Huldrelokkksk”, som de udtrykte sig! Der var også et par numre, hvor trioen demonstrerede deres instrumentale kunnen.

Duoen LSMR, Louise Støjberg og hendes mand Martin Rauff, var næste punkt på programmet. De forstod kunsten at synge flotte harmonier og fortælle de gode historier. De vandt hurtigt publikums sympati med deres charmerende optræden og fine musik og var et af højdepunkterne under årets Folkspot.

Mary Jean

Så stod der ellers middelaldermusik på programmet, da Pøbel gik på scenen med en ny måde at nævne bandets medlemmer på. De kom simpelthen på scenen og blev præsenteret én ad gangen, og så gik det ellers over stok og sten med musik fortrinsvis fra 13.- 16. århundrede. Der var dansevenlige toner fra Italien, Spanien, Frankrig og England blandet med musikken fra deres skandinaviske rødder. Mads Kjøller-Henningsen, Thor Ahlgren, Magnus Heebøl og Lasse Væver Jacobsen udgør det energiske og livlige band, som formåede at få dansegulvet fyldt med et par afsluttende kædedanse. Måske efter at de ”lokkede” publikum med en gratis smagsprøve fra en medbragt tønde med et indhold, der ikke just lignede vand! Men stor underholdningsværdi i de fire musikeres fortolkninger af de gamle, festlige melodier.

Den unge talentfulde sangerinde og sangskriver Mary Jean med band præsenterede en håndfuld nye melodier og sange. Hun er inspireret af bl.a. afrikanske trommedanse og prøver sig frem med alternative og mere eksperimenterende melodier. Hendes smukke stemme kan få tankerne til at lede hen på færøske Eivør i starten af hende.  Et meget spændende bekendtskab, som vi uden tvivl vil komme til at høre meget mere til.

Pøbel

Kædedans under Pøbels optræden