Tim O’Brien har altid travlt – heldigvis. I årevis har han præsteret at udsende og medvirke på mange gode (omend meget forskellige) album-projekter, og hans turnévirksomhed synes aldrig at stoppe. Som solist eller med band er han i konstant bevægelse og udvikling.
Siden 1970’erne, hvor han med bandet Hot Rize først besøgte Danmark og frem til de senere år, har han næsten været et fast indslag på Tønder Festivalprogrammet, og vi har kunnet nyde hans igangværende musikalske projekter. Pandeminedlukninger har imidlertid forhindret også ham i at optræde i en længere periode, men O’Brien har naturligvis ikke været inaktiv. Foreløbig er det blevet til en række on-line-begivenheder og et nyt album med otte originale og fem coversange.
Sangene beskriver, hvad det betyder at leve og overleve i USA i dag. Sange som Five Miles In and One Mile Down og Sod Buster fortæller om arbejderes vilkår og forsøg på at forstå og passe ind i det amerikanske samfundssystem. El Comedor er nogle refleksioner efter O’Briens besøg hos en humanitær gruppe, som hjælper immigranter langs den mexicanske grænse. Et par sange berører race- og borgerrettighedsproblemer og ved at beskrive og fortælle ud fra forskellige enkeltpersoner, får sangene et umiddelbart nærvær og et letforståeligt sprog.
He Walked On er ikke kun en beskrivelse af at gennemgå svære tider, men også det at forstå dem og have energi og lyst til at fortsætte fremdriften og frihedsidealerne. Emnerne er nok politiske, men snarere humanistiske i betydningen at forsøge at være et bedre menneske over for andre og sig selv. O’Brien er ikke den, der pådutter os holdninger, men sangene her giver nogle personers kig på det gamle og det nye USA.
Han har begået et væsentligt stykke americana med fokus på sangene, og han blomstrer som sangskriver. Tidligere i hans lange karriere var det mest musikeren, vi lagde mærke til, og det instrumentale betyder tydeligvis stadig meget for O´Brien. Hans klare, høje stemme er det centrale på albummet, og at han som multiinstrumentalist kan vælge hvilket instrument, som passer bedst til den enkelte sang eller instrumentalnummer er jo praktisk.
Her ’nøjes’ han med at spille bouzouki, guitarer, mandola, mandolin og fiddle og klarer naturligvis leadvokalerne, men får dog hjælp af følgende musikere: Mike Bubb og Edgar Meyer (bas), Shad Cobb (fiddle), Jan Fabricius (mandolin og vokal), Pete Abbott (trommer), Bo Ramsey (Guitar) og Odessa Settles (vokal).