Martin Blom udgav i 2014 debutalbummet ”Crossing The Water”, to år senere kom ”Sange fra ødekirken”, i 2018 ”Lyset kommer igen”, og nu er dette nye album på gaden. Her præsenterer sangeren, sangskriveren og guitaristen sine nye danske sange, og det er fra start tydeligt, at netop teksterne er i fokus. Vokalen er nemlig helt fremme i lydbilledet med en tydelig diktion samt en ærlig og velkendt måde at formidle de forskellige fortællinger.
De 10 sange er komponeret og arrangeret traditionelt. Det vil sige i den sædvanlige struktur med vers/kor, som vi kender fra visesangbøgerne. Teksterne er mundrette, og det er tydeligt, at Blom flere steder behersker det danske sprogs nuancer. Han dykker ned i nogle af de modsætninger, holdninger og drømme, som tilværelsen og mødet mellem mennesker byder på.
Der er tydelige emnesange, der bliver rundet af en pointe, dog uden den pædagogiske pegefinger. Jeg hører lidt kristne undertoner i sangene ”Hvem er hvem”, ”Dine skatte på Jorden her” og den smukke ”Skaberværket” med enkelt solo-guitarakkompagnement er næsten en salme. Ja, med ”Fanden i entréen” må selveste Jesus hidkaldes. I ”Boeslum Strand” kommer vi med på en gåtur under høj himmel med børnebørn og oplever næsten en pendant til ”Svantes lykkelige dag”. ”Bjarne breaker nu” handler om en musiker, og lidt satire sniger sig ind i ”Vildere villavej”, hvor haven hos en ny nabo i parcelhuskvarteret bliver enten ’vild med vilje’ eller plejet med robotplæneklipper.
Som beskrevet giver sangemnerne mulighed for at fundere over vores små forskelligheder. Dem ovre på den anden side, de vantro, populisterne, krigshøgene og fredsduerne. Men hov! Hvad med musikken? Godt nok er den pænt i baggrunden, men foruden Bloms guitar bidrager: Esben Bach, trommer, Henrik Kunz, bas, Martin Jønsson, tangenter og vokal, Kathrine Elmholdt, vokal, Svend Eeg, vokal, Kjeld Lauritsen, orgel, Birger “Krølle” Sulsbrück, percussion, og så har Oliver Mønster Andersen og Jacob Worm sørget for en solid lydproduktion i Finlandstudio.
Den samlede musik på albummet er både varieret, meget kompetent og med god balance mellem akustiske og elektriske instrumenter. Den er også en god blanding af stilarter – en slags dansk americana. ”Forestillinger om verden” fortjener opmærksomhed, men man kan frygte, at kvalitet igen bliver overdøvet af de skøre, skæve og ekstreme udtryk, som dominerer tidens mediebillede. www.martinblom.dk www.facebook.com/musicmartinblom
Øverste foto: nolightstudio