Årets folkBALTICA bliver afviklet 18.-26. maj med den officielle åbningskoncert i Alsion i Sønderborg 22. maj. Her kan man glæde sig til at lytte til folkBALTICA Ensemble under ledelse af Harald Haugaard, og det får følgeskab af Sønderjysk Pigekor med Mette Rasmussen som leder. De to unge ensembler skal forsøge at bevæge musikken mellem stormen og stilheden. Der bliver også underholdning med Nikolaj Busk, kendt fra Dreamers’ Circus, den tyske sangskriver Sarah Lesch og svenske Erik Rydvall på nyckelharpe. Uden tvivl en aften med mange musikalske højdepunkter!

Fiolministeriet

Festivalen begynder som nævnt lørdag 18. maj, og inden åbningskoncerten kan man bl.a. lytte til trioen Fiolministeriet ved et par skolekoncerter, og man kan møde ikke mindre end 15 musikere i Folk All-in Band fra Sverige med både blæsere og strygere. Desuden er der verdensmusik fra Tyskland med Trio Rosenrot.

Når man er kommet på den anden side af åbningskoncerten, går det løs med den svenske kvindekvartet Kraja (øverste foto: Jonas Tannfors), Nordic, Trio Soon, Spöget i Köket, Tuultenpesä, Mads Hansens Kapel, svenske Lodestar Trio, Nevasta’s Voice, førnævnte Nikolaj Busk,Sarah Lesch og Fiolministeriet igen – og mange flere. Koncerterne afvikles på begge sider af grænsen, inden festivalen sluttes af i Flensborgs St. Marien Kirche søndag aften 26. maj med et imponerende program, hvor folkBALTICA Ensemble er med igen sammen med flere af de dygtige solister fra festivalens flotte program.

Det er muligt at købe festivalpas, som giver adgang til alle arrangementer, og ellers kan der købes billetter til de enkelte koncerter.

https://www.folkbaltica.de/dk/