I aften 1. oktober slipper Irish Mythen sin store stemme og sit guitarspil løs på den første koncert i denne Danmarksturne, og det foregår på Jyderup Højskole. Du kender måske hendes navn, for hun har spillet på Tønder Festival de seneste par år og også i bl.a. København. Dagen efter går turen hele vejen til det nordvestjyske spillested, som Hanne og Bent Hargaard har etableret: Høloftet i Hvidbjerg. De skriver selv, at ”vi kan godt være svære at finde, for du skal ud af en grusvej, rundt om et hjørne og op ad en trappe, inden du finder os”. Det skulle være rigtig hyggeligt og musikken tæt på.

Derefter går det helt ned mod grænsen til Tønder, hvor Irish Mythen skulle spille på Hagges Pub lørdag og søndag. Det bliver nu i stedet for i Schweizerhalle – men om det så bliver en eller to aftener, er jeg ikke sikker på. Mandag 5. oktober rykker hun til Ribe – det er Quedens Gård/Ribe Katedralskole, der står for den koncert. Richter Roots i Gladsaxe lægger scene til torsdag d. 8., og fredag hedder det Roots & Jazz Magneten på Teaterøen i København.

Egentlig skulle Irish Mythen have spillet på den kæmpestore Glastonbury Festival i England i juni, men intet er jo blevet som planlagt denne sommer. Men det er dejligt, at den både rå og bløde sangerinde lægger vejen forbi Danmark. Som det fremgår af billedet, har priserne stået i kø til Mythens kaminhylde.