Folk 14: Stolte vikinger og stærke kvinder

Musik over Præstø Fjord 7. – 10. august 2014 er netop vel overstået. En nordisk folk-niche mellem Tønders keltisk-amerikanske og Skagens brede folk-rock-spektrum. Og en deltageraktiverende festival, hvor alle spiller, synger og danser med.

Flere af de trofaste festivaldeltagere i Præstø hentede eksemplet frem med humlebien, der ikke burde kunne flyve, men ikke desto mindre gjorde det alligevel. Tæt på Tappernøje, der har alle synlige tegn på ophørsudsalg og uddøende provinsby, midt ude på en mark ved den smukke Præstø Fjord har ildsjæle som Anne Grete Kamilles og Søren Korshøj – og deres mange frivillige hjælpere – nu for sjette gang samlet flere tusinde mennesker. Godt hjulpet af en ukuelig tro på, at det kan lade sig gøre at lade børn, unge og ældre dele en fælles kærlighed til spillemandsmusik, viser og folkedans.

Søren korshøjs stemningsfulde sang, der synges flerstemmigt ved festivalens åbning, indeholder en programerklæring, som festivalen lever fint op til. Det handler om historien, gode fortællinger og den nordiske samhørighed. Sandkasse og legeplads til børnene, workshops for børn og unge og et fremragende Mester Jakel-dukketeater er med til at sikre, at arven gives videre.

Torsdag aften lagde ud med den svensk-norsk-danske kvindetrio Huldralokk, der gav et brag af en koncert. De tre unge kvinder spiller nøglehape, violin og guitar og ikke mindst den norske guitarist kan få sit instrument til at synge, klinge og brumme, så den lyder som en troldguitar. Gruppens tætte sangharmonier er en fryd for øret – og så kan der danses til.

Fredag startede med kvalificeret og pædagogisk instruktion i polskaer, og om eftermiddagen kunne man lære Fanødanse. Jeg fulgte Kerstin Backlins indføring i førstnævnte og opdagede, at det faktisk ikke er så svært, som jeg troede.

Hvis man kan forestille sig en karismatisk islandsk viking på den rigtige side af de 120 kilo, omgivet af tre danskere, der spiller og synger, så man ser Valhal for sig, så har man gruppen Krauka. Morten Alfred Høirup har beskrevet dem så glimrende på gruppens hjemmeside:

På scenen står en stor mand med langt hår og skæg, og et gennemtrængende blik. Han svajer frem og tilbage, mens han slår på en lille gedeskindstromme og med sin store og manende stemme synger om valkyrier, asatro og vinterblot. Ved siden af ham sveder tre koncentrerede musikere over et sammensurium af elektrificerede lyrer, rasleinstrumenter, rammetrommer, overtonefløjter, stryge- og jødeharper, suppleret med en enkelt el-bas.

Også den svenske kvinde-kvartet Tetra imponerede med smukke klædedragter og et meget bredt repertoire sunget på originalsprogene – uanset om sangene kom fra Tahiti, Iran eller Palæstina.

Busk-spil og ilddans

På en festival som Præstø ville man ønske, at man kunne være 10 steder på én gang. Langt fra alt kan desværre favnes i én beskrivelse. På hele pladsen høres bestandigt utallige toner fra scener og fra smågrupper, der har fundet sammen omkring kærligheden til samspillet. Whauww, hvor spiller de buskspillere dér dog dejlig musik fra Brødrene Basts nodebog, og hvor er de strygere og den banjomand fra Åbyhøj dog gode sammen! Og lige som man sidder der, bliver man fanget af musik- og teatergruppen NordenFra, der leder kraftfulde kædedanse eller tegner festivalens navn med ildbogstaver mod nattehimlen.

Lørdag startede med præsentationen af fem kandidater til den nyindstiftede titel som dansk rigsspillemand. Alle vældigt dygtige – og vældigt nervøse efter eget udsagn, for der sad jo en hel ladefuld af mennesker og lyttede, og alt blev optaget til eftertiden.

Anne Eltard og guitaristen Søren Tanding, nok noget af det nærmeste vi i nutiden kan komme Svend Asmussen og Ulrik Neumann, reddede eftermiddagen, da programpunktet om nordisk fado måtte udgå. Eltards violin kan synge på de mest forskelligartede måder, alt efter om hun lige ubesværet  stryger, slår eller knipser strengene – eller bruger instrumentet som tromme. Tandings guitarer ledsager på smukkeste vis.

I Havestuen kan amatører og andre skrive sig på og give en halv times koncert. Kvaliteten er selvsagt svingende, lige fra de solister, der samler tre-fire tilhørere og lyder, som om de sad hjemme i køkkenet og sang for katten med øjnene stift rettet mod nodebladet. Og så til garvede folk som Anders Roland, der væver drømmebilleder med sin guitar. Her kom også Martin Seeberg fra gruppen Virelai med sit elektroniske ”Loop-mania-show”, der blander og kopierer lyde fra gryder, badeænder og meget andet godt. Nye veje i musikken!

Helt fra Tensta ved Uppsala kom en busfuld af svenske folkedansere, der til lyden af ”Gånglåt från Äpelbo” og med det svenske flag i spidsen gjorde deres indtog på den regnvåde græsplæne.

Søndag afsluttede den svenske Anna Wirsén, suverænt bakket op af Anders Roland og Perry Stenbäck, mens vi spiste oksesteg (lørdagens rester) og youghurt.

Forrygende nordisk festival! Og masser af indtryk til at forsøde de mørke vinterdage. Heldigvis er der kun et år til næste gang: 6. – 9. august 2015.