Den eventyrlige sang-cyklus ”Frejas viser”, som foregår i Vanløse, er for en stor dels vedkommende blevet skabt under helt fremmede himmelstrøg. For et par år siden var Stine Michel højgravid, og da hun ikke kunne være med til sin mands aktiviteter på turen, sad hun i en camper, så ud på den vilde natur, og fandt så historien om den nordiske kærlighedsgudinde og udviklede “Frejas viser”.
”Det var fantastisk, at få lov at udgive ”Frejas viser” på Tønder-festivalen. Der har også været stor interesse for den, og vi har allerede spillet lidt rundt omkring, både som duo og med orkester. Den har også fået rigtig gode anmeldelser med på vejen, og det er jeg selvfølgelig glad for, da det betyder meget,” fortæller Stine Michel, som rootszones udsendte mødte i Silkeborg, mellem hendes koncerter i Skive og Tønder.
Hvordan har publikum modtaget Freja, når du har optrådt live?
”Det er næsten det bedste, for det er der hvor jeg kan mærke om folk forstår, hvad det er jeg har arbejdet med. Jeg har jo gjort Freja til en nutidig kvinde, for at man også skal kunne identificere sig med hende. Freja flytter jo til Vanløse i 2000, hvor hun vender op og ned på hele Vanløse, da hun starter en forretning med Frejas fristelser, med sin store trang til elskov, sine katte, sine banderemser, og hendes smykke der forsvinder, så vi må ud og lede på Vesterbro, og hvad det fører med sig, indtil hun en dag pludselig er væk.”
Er der nogen der får røde kinder, når du synger om Freja og alle hendes mænd?
”Det tænker man måske ikke om mig, men jeg er faktisk meget blufærdig, så det er nok derfor, at det ikke bliver grænseoverskridende, og jeg bliver ikke plat på noget tidspunkt, da jeg ikke går under bæltestedet. Freja er jo erotikkens kvinde. Så jeg har hele tiden arbejdet med at holde den fine balance i sproget, i teksterne og sangene, så det ikke bliver udleverende på noget tidspunkt. Det kan godt ske, at folk får lidt røde ører og hjertebanken, men det må de da gerne.”
Har du udleveret noget af dig selv til Freja?
”Det gør man jo som artist og kunstner, og når man skriver sine sange, og Freja får jo en del børn, og jeg jo selv børn i dag og en mand, men har haft mange forelskelser og prøvet lidt af hvert, og det er også det Freja gennemlever. Så man kan jo godt sige at jeg bruger mine erfaringer fra det virkelige liv. På et tidspunkt får Freja en frygtelig trang til at trøstespise, og det kender jeg godt fra mig selv. Men Freja er også en kraftfuld kvinde, der hele tiden har lysten og viljen til at komme videre på en eller anden måde, og det tror jeg også at det er en meget grundlæggende side af mig, da jeg er en fighter. For det er nødvendigt i dette miljø, for man tager ikke af sted fra familien i en uge, hvis man ikke brænder for det. Jeg tænker dagligt over, om det er for stor en pris, men der er jo også lange periode, hvor jeg kan være hjemme. Så der bliver betalt en pris. Men hvis jeg ikke udlevede den musikalske side, så er det ikke sikkert, at jeg ville være et glad menneske, og det skal man jo mærke med sig selv. Så havde jeg måske haft et rutchebane-chauffør på Bakken, som jeg er blevet tilbudt af mit jobcenter!”
Hvordan bliver sangene til?
”Man laver ofte en storskitse, og så går man og pudser lidt ind imellem, men engang imellem er ideen så kraftig, at man kan få skrevet noget meget hurtigt, og så går man ellers og små justerer lidt hen ad vejen. Mens man andre gange har en ide, men det vil bare ikke rigtig lykkes, og så går man i lang tid med den. Men jeg har altid gang i flere ting samtidigt, for ikke at gå i stå, eller for at fastholde mig i noget, men så jeg har et flow, og så kan jeg godt have tre sange kørende på en gang. Og så nu slipper jeg den måske, og går så videre, men andre gange, så kan den tredje sang pludselig komme, som en frugt ned i turbanen, det oplever jeg tit. ”
Hvordan har du det med at turnere?
”Jeg ville godt være ansat på et teater et par måneder om året, så man ikke skal turnerer så meget. Jeg elsker at turnerer, når vi først er kommet af sted, for vi har det simpelthen så godt sammen i orkesteret, og nyder at være sammen. Men det er klart, at når man har været på landevejen i lang tid, så bliver man slidt. Og det med at være væk fra børnene er svært. Men jeg tror ikke jeg stopper med at turnerer de næste 10 år.”
Hvordan fik du Freja ud til medierne?
”Jeg vil gerne være med til at løfte folkemusikken, at bringe den op til et nyt sted, være med til at skabe en ny folkemusik, og puste til det, og være med til at udbrede det, og skabe et større forum for det her i Danmark. Og gøre det mere synligt. Det er også det jeg har forsøgt med ”Frejas viser”, med at få det gennem hele den store mediemaskiner, hvor man er op mod alle de store pop-ikoner. Jeg har haft ansat en Pr-mand i tre måneder, og for egne penge købt forsiden af Musik-kalenderen, for det er den eneste måde at gøre sig synlig på er at gøre nogle ting. Men jeg vil også gerne fjerne mig fra den karrusel igen så hurtigt som muligt, for jeg har ikke brug for at være en kendisperson. Men al det omkring ens person synes jeg er så uinteressant, men projektet vil jeg gerne have frem.”
Hvad er dine planer for fremtiden?
”Jeg regner med at lave Freja som novelle i løbet af et par år, men nu har jeg først et børne-cd projekt. Jeg har jo lavet en serie med Ida-fortællinger, der bygger på indsamlinger af myter og sagn, og nu kan jeg mærke, at jeg er klar til at lave den tredje, der kommer til at hedde ”Himmelhøjen” så meget kan jeg løfte sløret for. Den kommer til at handle om Idas vandren ind i en høj. Jeg forventer at skrive den her i december og januar, og så indspilninger i sommeren 2011 og måske udgivelse sidst på året eller i begyndelsen af 2012. Og så skal jeg gerne have Ida-fortællingerne færdig. Det er en serie på fire, og den skal jeg genre have afsluttet om tre-fire år. Men først skal jeg også være med til at sætte en forestilling op på Anemoneteatret. Det bliver en musikfortælling for de mindste sammen med slagstøjsspilleren Birgit Løkke. Vi har lavet et groft manuskript og så har vi sat en måned af, så vi går i gang her til december, og så bliver der bare arbejdet intenst. Så spiller vi forestillinger i tre uger, og så tager vi på turne landet rundt bagefter. På et tidspunkt kommer der en forsættelse til ”Frejas viser”, arbejdstitlen er ”Den blå time”. Det bliver et tilbageblik, hvor jeg sidder og mindes Freja, og det bliver lidt mere eftertænksomt og reflekterende. Og så kunne jeg godt tænke mig at lave en salme på et tidspunkt.”
Afsluttende fortæller Stine Michel om hendes genre, hvor hun er den eneste i hele landet. ”Jeg er tit blevet spurgt om, hvad det er jeg laver med få ord, og så svarer jeg, at så må jeg være en troubadine!”
www.stinemichel.dk
www.myspace.com/stinemichel
