Spillestedet i Ballerup sætter fredag d. 6. og lørdag d. 7. maj et stærkt og spændende fokus på en del af det, der sker i disse år på Skotlands folkscene, som bestemt ikke står stille. Det er en hel Showcase Scotland-festival med toppen af skotske og gæliske folk & roots-bands, der fyrer godt op jigs og reels, sækkepiber, fløjter, violiner og EDM – altså folk fusioneret med moderne elektronisk lyd og gerne for fuld udblæsning.
Skotland sprudler og bobler af musik, hvor rødderne til keltisk og gælisk tradition og kultur virkelig stikker dybt, men også stikker afsted i diverse nye retninger. Og det er vitalt, levende og talentfuldt – og virkelig in. Baltoppen Live tilbyder med seks af de største bands et helt overflødighedshorn af vildt dygtige musikere, som kan deres traditioner til punkt og prikke og også dyrker de synkoperede rytmer og altså elektronisk dance-musik.
Fredag aften starter kl. 21 med sækkepibespiller/fløjtenist Ross Ainslie sammen med Ali Hutton Symbiosis, der beskrives som ”panoramiske lydbilleder på bodhran, trommer, bas, moog og violin”. Efter denne koncert kommer gruppen Talisk på med deres energiske og medrivende musik. Trioen er virkelig populær og har været det siden 2015, da de vandt den første af adskillige priser.
Lørdag fra kl. 15 kan man igen opleve Ross Ainslie med ikke bare Ali Hutton, men også guitaristen Jenn Butterworth. De diverterer igen med jigs, reels og dejlige, melodiske slow airs. Derefter følger Kinnaris Quintet op med en frisk omgang skotsk og irsk, men kombineret med bluegrass og appalachisk med hele tre fiddles. Her er Jenn Butterworth også med ligesom Aileen Reid Gobb, Fiona MacAskill, Laura Wilkie og Laura Beth-Salter på mandolin. Kinnaris Quintet har spillet sammen siden 2017.
Efter en pause mellem kl. 18 og 21 er det tid til dagens anden dobbeltkoncert, nemlig med den mandlige kvintet Elephant Sessions (Øverste foto) med trad folk, funk, electronica i en potent neo-folk-cocktail af de bedste, og så runder Niteworks af med markant EDM fra Isle of Skye. Nej, folkemusikken står absolut ikke stille og går heller ikke stille af. Det er et flot program, Baltoppen har sat sammen.
Baren er naturligvis åben for drinks og snacks – og der er også tid til at spise middag et sted i nærheden.
Du kan få det hele for 500 kr., 250 kr. for unge under 25 år på baltoppen.live.dk
3 super koncerter, hvis man tænker siddende koncerter og nyde de skotske toner, så bliver man voldsomt udfordret med Elephant Sessions og Niteworks der leverede en af de bedste koncert oplevelser for mit vedkommende i meget lang tid. Hvad kunne det være blevet til hvis publikum var klar det?