“If it wasn’t for bad luck, I’d have no luck at all”. Denne sangtitel er ikke sanger-sangskriver Eric Andersens, men beskriver meget godt store perioder af hans karriere. Han var en del af 1960’ernes folk-boom i USA, pladedebuterede i 1965, fik et par moderate hits med bl.a. ”Close the Door Lightly When You Go” og ”Thirsty Boots” og fik Brian Epstein (The Beatles) som manager. Men Epstein døde i 1967, inden deres samarbejde var kommet i gang.

Årsskiftet 1972-73 får Eric Andersen indspillet sit mesterværk ”Stages”, men igen rammer uheldet. De færdigproducerede optagelser forsvinder. Grunden til, at jeg kan udråbe ”Stages” til et mesterværk er, at optagelserne dukker op i 1990 og endelig blev udgivet som ”The Lost Album”. Det er det bedste af den lange række af album, som Andersen har udgivet.

I 1980’erne var den offentlige interesse for ham ved at forsvinde i USA. Men til gengæld har hans 20 år lange ophold i Norge i denne periode betydet, at vi her i Skandinavien kunne opleve ham live eller på album i trioen Danko, Fjeld, Andersen med The Bands’ Rick Danko og norske Jonas Fjeld. Igennem årene. I trioen eller solo var Andersen en jævnlig gæst på både små og store scener i Danmark. Andersen har hele tiden været kreativ og med nogenlunde jævne mellemrum udgivet nye sange og vist sine fine evner som sanger.

Selv om han ikke er blevet et bredt kendt navn, så har mange kendte musikere brugt hans sange til at profilere deres egen karriere: Bob Dylan, Johnny Cash, Judy Collins, Linda Ronstadt og mange flere.

Og i 2022 kom så ”Tribute To A Songpoet” – et album, hvor mange venner og kolleger hylder Eric Andersen musikalske arv og understreger, at de ikke har glemt ham. Andersen har så lige færdiggjort et nyt soloalbum, ”Foolish Like the Flowers” og er i gang med en større turné, som forhåbentlig kan medvirke til, at hans musik nu endelig finder det større publikum, som han fortjener.

Og her, hvor han d. 14. februar rundede de 80, og de fleste af hans gamle venner enten er helt borte eller bare har trukket sig tilbage, kan det måske vise sig, at Eric Andersen endelig er ved at finde sit ’good luck strike’.

https://www.ericandersen.com/