Det nye år er i gang, det samme er rootszone.dk, og vi ser frem til at skrive om stort og småt på folk/roots-området, som vi har gjort her i snart mange år. Året byder selvfølgelig på masser af musik i form af koncerter, festivaler, udgivelser, musikevents af forskellig slags og virkeligt store begivenheder – som ikke mindst Tønder Festivals 50 års jubilæum! Husk at TF starter onsdag i år og slutter sent lørdag aften, og det er i dagene 21. til 24. august.

Julie Fowlis

Men det er der lige nu længe til (synes de nok ikke i Tønder), og der er mange festivaler inden da. Læs herved siden af om de to første vinterlige festival i Træden og i Strib, som har annonceret et flot program. Festivalen begyndte helt tilbage i 1989, og som der står på festivalens hjemmeside, så er ”Strib Vinter Festival et musikalsk lyspunkt i en mørk vinterperiode”.

Alice Allen – en ny cellist og vokalist

Det samme tænkte de i Glasgow, som i 1994 lancerede den kæmpestore festival Celtic Connections, som varer i hele 18 dage og foregår på mange forskellige spillesteder. I år åbnes overflødighedshornet af skotsk/irsk/keltisk/og meget andet musik d. 18. januar, og musikken flyder i stride strømme til og med d. 4. februar. Vi vender tilbage til CC om få dage, hvor vi blandt meget andet kan fortælle, at Dreamers’ Circus og Stundom deltager, ligesom en perlerække af internationale navne og store lokale folkstjerner gør det. Øverste foto Breabach, som spiller 19. januar sammen med canadiske Beolach.

I Dublin fejres Tradfest 2024 fra d. 24. til d. 28. januar. Starten var for næsten 20 år siden, og festivalen er blevet Irlands største festival for og fejring af irsk trad og folk. Også denne festival skriver jeg mere om i nærmeste fremtid. I både Glasgow og Dublin er festivalerne blevet særdeles vigtige for turismen.

Husk at sende informationer til vores kalender, hvor vi slår så mange koncerter, turneer, festivaler, andre musikarrangementer, udgivelser , projekter og andre relaterede events op som muligt. Vi har ikke kapacitet til selv at lede efter det hele på jeres facebook & hjemmesider, selv om Per Dyrholm gør sit bedste for at holde et vågent øje rundt omkring. Tak til jer, som gør det, og undskyld, hvis vi så ikke nåede at få det med alligevel.

Alt muligt forskelligt inden for folk/roots/trad/americana/country/blues/med mere er relevant for os her på rootszone.dk pdyrholm@hotmail.com lissenjacobsen@gmail.com

Godt 2024 og stor tak til hele redaktionen, som også indbefatter Nils Thorlund, Claus Hellgren.Larsen og Allan E. Petersen.

Kh. Lissen.