Ekstra afskedskoncert, læs nederst! Efter 45 år har det seks mand store, populære skotske band Runrig meddelt, at de til næste år slutter deres karriere som Runrig. Under titlen The Final Mile giver bandet to afskedskoncerter i Danmark. 22. juni i Royal Arena i København og 23. juni i Boxen i Herning. Forinden har Runrig sagt farvel til deres tyske fans med tre koncerter 7.-9. juni i henholdsvis Berlin, Stuttgart og Køln, og så sluttes der endeligt af 18. august på Stirling Castle, hvor i øvrigt Donnie Munros sidste koncert med bandet fandt sted i 1997.
Det er blevet til 14 studiealbums, seks livealbums og fire opsamlinger. Desuden har bandet udgivet ni DVD’er, siden det hele begyndte på Isle of Skye. Her spillede de to grundlæggere, brødrene Rory og Calum Macdonald, sammen med deres ven Blair Douglas på de lokale forsamlingshuse, når der var fest og bal.
Året efter kom Donnie Munro med i bandet som forsanger, indtil han blev afløst af canadiske Bruce Guthro i 1998. På guitar, sækkepibe, harmonika med mere har Malcolm Jones være med siden 1978 og trommeslager Iain Bayne har været med siden 1980. Yngste medlem af Runrig er Brian Hurran på keyboard. Han har været med siden 2001, hvor han afløste Peter Wishart.
Bandets version af Loch Lomond er blevet virkelig ikonisk, idet den har opnået universel status som uofficiel alternativ skotsk hymne, men nu lyder den snart for sidste gang i Runrigs liveudgave, og der skal nok blive fældet en lille tåre ved den lejlighed.
Calum Macdonald siger: ”Det har været en meget svær og vanskelig beslutning for os. Men nu føler vi, at tiden er kommet til at sige stop”. Og Iain Bayne tilføjer: ”Det bliver med tunge hjerter, at vi forlader scenen efter de specielle bånd, vi har knyttet til mange mennesker verden rundt”.
Malcolm Jones slutter med lidt mere optimistiske toner: ”Selv om bandet stopper, så vil musikken fortsætte. Runrigs medlemmer vil fortsætte med at skrive og spille sange og deltage i forskellige musikalske sammenhænge”.
Det bliver vemodigt at sige farvel til Runrig, og trist når man en sidste gang kan skråle med på Loch Lomond. Den har mange sunget med på rundt omkring i hele landet mange gange, ikke mindst på Tønder Festival, hvor bandet har spillet hele 14 gange igennem årene, øverste foto fra 2014.
Billetsalg åbnes torsdag 28. september, hvis man skal deltage i The Last Dance, som folkrock bandet også kalder deres sidste optræden.
Sidste: Til Runrigs allersidste koncert i Stirling blev der meldt udsolgt fire minutter efter der officielt blev åbnet for salg af de 25.000 billetter!. Som følge deraf bliver der nu afholdt en næst-sidste koncert dagen før 17. august og her åbner billetsalget torsdag 5. oktober.