Musikstedet Richter Roots i Gladsaxe, som åbnede i august 2018, har ligget stille i lang tid, som så mange andre har været tvunget til. Men tirsdag d. 15. september står svenske Christian Kjellvander (Øverste foto: Erik Undéhn) på scenen, ligesom også det nye folk/countryband Morgan Helltown & The Lost Cause gør det. Koncerterne foregår med siddepladser og god afstand, og hele stedet er indrettet på de svære Corona-forhold. Læs om det på www.richter-gladsaxe.dk

Kjellvander er en empatisk troubadour, som gerne omfavner det fremmede og ukendte, det mørke og svære. I grænselandet mellem blues, americana og jazz synger han om afsked, flugt og følelsen af at ankomme til en ny verden. Med sit band skaber han en lyd, der ”udstråler en pulserende ro, men på samme tid kaster sig hovedkulds ud i intimiteten og et dynamisk, dybt mørke”, som der står i spillestedets præsentation. Hans varme stemme har en smertefuld tilstedeværelse, der ”lyser endnu lysere i den prangende overbevisning om, at følelser vil stige til overfladen”, som der står. Christian Kjellvander er 43 år og har en lang røkke albums bag sig, både med flere bands og solo.

Morgan Helltown & The Lost Cause består af Morten Krogh (tidligere Workers in Songs) og Rasmus Christian Larsen (Alabama Black Snakes og Remains). Duoen synger om ting som håb, barmhjertighed, sorg og forfald – og om at komme gennem dagen uden at ødelægge for meget. De hører til i folk-, country- og americana-genren og kalder selv deres musik for outsider-folk med reference til folk som Hank Williams og Charles Bukowski.

Det bliver to meget forskellige koncerter, vil jeg tro, men begge lyder absolut lovende. Billetter til 150 kr. skal købes på forhånd. Dørene åbnes kl. 19, koncert kl. 20. Richter har også koncert d. 18. september med Megatomes kl. 21, d. 19. med Mukherjee kl. 21 og d. 24. med Vamir/Ættir + support Vansind (forskellige billetpriser). Og sørme også fredag d. 25. september med Led Zeppelin Jam, men den er muligvis udsolgt. Richter ligger i den tidligere telefonfabrik på Telefonvej 8.