Vejret er ikke helt med festivalen i år, især ikke her på dag 3, men alligevel er der lutter liv og glade dage på festivalpladsen og inde på spillestederne. Og festivalledelsen har også kunnet fortælle, at alle partoutbilletter var solgt torsdag – det er første gang, at det sker.
McGoldrick, McCusker og Doyle Pressefoto
Som altid kan man vælge mellem (næsten alt for) mange koncerter (men brokker mig ikke!). Man fristes nogle gange til ikke at høre en koncert helt færdig, fordi andre navne trækker, og man så kan nå mere. Men hverken Lukas Graham eller The Mavericks torsdag aften forlod man før tid. Både bandet Lukas Graham og forsanger Lukas Forchhammer Graham indtog Open Air-scenen og gjorde den til sin egen. Publikum i alle aldre var mødt talstærkt op og fik alle de store hits til udelt begejstring, så det ud til. En ny ballade, som Lukas har skrevet til sin kæreste og mor til deres datter, var smuk og romantisk.
Lunasa Pressefoto
Lukas Forchhammer ér en stjerne – fuld af selvtillid og en masse at have den i. Hans stemme er fantastisk, efter min mening, og ofte meget bevægende, ligesom mange af sangene jo også bunder i den store sorg, det var, da han i starten af sin karriere mistede sin far. Han sagde, at han fremover vil se mere fremad end bagud – nu gælder det fremtiden.
The Mavericks fulgte flot op på den gode stemning med swingende texmex, latin, rootsrock og twang, og de gjorde Open Air til en fest. Selv om det nok er kæmpehittet, Dance The Night Away, de fleste husker bedst, så føltes mange andre numre også ganske bekendte. De er et gedigent og sammenspillet liveband, og Raul Malo har da i høj grad den fede, romantiske stemme i behold.
Basco og DR Big Band, der spillede TF18 i gang, og det var et virkelig fint valg. Basco er helt sig selv i folk & roots-genren med en ganske egen tone og masser af kulør på musikken. Michael Falch, byens hjemvendte søn og kun for anden gang hyret til at spille på Tønder Festival, spillede senere en kanonkoncert for et fyldt telt 1. Irske Lúnasa var suveræne som altid. Sam Kelly and The Lost Boys blev mødt med gensynsglæde og er lynhurtigt og med god grund blevet publikums-darlings. Oysterband var også stærkt tilbage.
Fredag i Telt 2 sørgede Michael McGoldrick, John Doyle & John McCusker for, at det fyldte telt fik overdådig irsk/skotsk musik på hhv. fløjte, guitar og violin – alle tre er helt vidunderlige og ekvilibristiske på deres instrumenter, og Doyle synger så smukt. Det var sådan en Tønder Festival-koncert, der vakte minder om dengang, da festivalen fokuserede mere på de irsk-skotske navne og mindre på at nå ud i alle folk-hjørner/genrer.
Meget sent indtog jeg en dosis Skerryvore for første gang i årevis, og det føltes faktisk ret godt med blæs på sækkepiberne og masser af kul på. Jeg synes ikke, at der er noget at klage over på TF (bortset måske fra de mange regnbyger). Kan man ikke lide den ene musik, finder man nemt noget helt andet. Udvalget er kolossalt, meget varieret og alsidigt.
Oysterband spillede både torsdag og fredag. Foto: Per Dyrholm
Jeg kunne ikke være mere enig!
TF er noget helt specielt rent musikalsk. Og det er det, fordi festivalen helt generelt er noget helt specielt. Der er gennem mange år skabt en stemning og en ånd, som gennemsyrer både back- og frontstage, og som gør at både publikum, frivillige og frem for alt musikere ELSKER at være der – så meget, så de hellere end gerne bliver et par dage ekstra og spiller gratis for de frivillige til medarbejderfesten, hvis de bliver tilbudt æren.
Festivalen er kort sagt en oplevelse for musikerne og ikke bare en dag på kontoret – og det kan både mærkes og høres. Når der samtidig lægges så store ressourcer i den helt rigtige lyd, kan det næsten kun blive noget helt specielt.
Bevares, der er da smuttere (som Anne Linnet, hvis band i år lød som om de skulle være gået liiidt tidligere i seng) – men det hører til sjældenhederne. Selv mange af de bands, som ikke får plads på plakaten, men må nøjes med de små scener i campingområdet og uden for hegnet, formår at levere store oplevelser – måske fordi de ved, at det er vejen indenfor hegnet.
Stemningen er som sagt opbygget over +40 år.
Men det helt fede er, at man (i modsætning til Ringe, Skagen mfl.) har formået at forny sig i tide, så festivalen ikke dør med det oprindelige publikum. Der bliver flere og flere unge blandt publikum, men mindst lige så vigtigt: blandt frivillige. Det sker takket være en bestyrelse, som har modet til at ansætte Uhrbrandt, som er en fantastisk direktør og ikke mindst Thessink, som har formået at forny musikudbudet på sublim vis. De er dygtige, de to – og er stærkt medvirkende til at gøre festivalen bedre år for år.
Vi glæder os i hvert fald til at knokle (og feste) for at gøre TF19 endnu bedre. Det har vi gjort i fem år, og det gør vi helt sikkert i mange år endnu – helt frivilligt. Vi har gjort det andre steder også, men som sagt er TF noget helt specielt. Det er ikke kun musikken som trækker – men den trækker i høj grad også.
Og det er netop pointen: Smukfest er en fest, Roskilde er en fest – men Tønder er en festival!