Selv om første band på cafescenen hed ”Wånsda”, så var det alligevel fredag aften, Strib Vinterfestival blev åbnet for 26. gang. Åbningsaftenen præsenterede et flot, varieret program, men det var den unge trio Folkeklubben, som efterfølgende var på manges læber.
Det er længe siden, der efter en koncert har stået så mange ivrige cd’købere omkring musikere efter en koncert! De signerede velvilligt albums og fik en snak med deres tilfredse publikum, der for de flestes vedkommende kunne være forældre til bandets medlemmer.
Allerede kort efter de tre unge musikere var ankommet til Strib, stod TV2 Fyn klar til at få sangen Fedterøv i kassen live efter en lille snak med bandet. Og bandet fik stor kredit, både af arrangører og det store publikum, da der på grund af sygdom var afbud fra to af cafescenens bands. Her sprang Folkeklubben beredvilligt til, selv om de stod på koncertprogrammet i Hal 1 senere på aftenen. Så de levede helt op til deres navn og gav ”musik til folket”. Forsanger Kjartan Arngrim var heller ikke i tvivl, da de blev spurgt, om de kunne hjælpe på situationen og give en lille ekstra koncert: ”Er vi spillemænd eller ej?” Med den indstilling, skal bandet nok komme langt.
Og både her og ikke mindst under deres ”rigtige” koncert gav de publikum fuld valuta for pengene, selv om det var gratis at overvære koncerterne på cafescenen! Det unge band, som har turneret land og rige rundt det seneste års tid med mere end 100 koncerter på programmet, levede fuldt op til deres oftest flotte anmeldelser.
Folkeklubben fik hurtigt folk op ad stolene, og ikke mindst deres ”hit” ”For pengene” fik publikum helt med på holdet, så alle var ”en af drengene”. Men det var ikke kun bandets glade, melodiøse kompositioner og de nærværende tekster, der også maner til eftertænksomhed, der vandt publikum. Det er også Kjartan Arngrims historier og oplæg til numrene, som han på charmerende vis forstod at knytte geografisk til lokalområdet. Der var både hajer i Lillebælt og fraktioner fra Fredericia, som skulle holde sig i ro, mens det fynske publikum skulle synge med, måske på sangene fra Top 10 fra Radio Glamsbjerg! En sang blev dedikeret til den netop afdøde fynske landstræner Ricard Møller Nielsen.
Guitaristen Kjartan Arngrim er den centrale figur i trioen, men de to gange Rasmus supplerer ham perfekt. Rasmus Jusjong på diverse slagtøj og rytmeinstrumenter og Rasmus Dall på elektrisk guitar sørger for bandets iørefaldende lyd. Trioen sluttede af med den stille ”Klokkerne ringer”, inden de til stor overraskelse kappede instrumenternes elektriske forbindelser og gav det meste af deres sidste nummer Fedterøv akustisk midt mellem publikum på hallens gulv. Skulle nogen endnu ikke overgivet sig helt til bandet endnu, så gjorde de det efter denne effektfulde afslutning.
Rootszone.dk mødte også bandet, og her fortalte Kjartan Arngrim om forbindelsen til folkemusikken: ”Det første arrangement i folkemusikkredse var ved Tønder Festivalen sidste år. Vi havde vel spillet 37 festivaljobs forinden, men Tønder var det absolutte højdepunkt i 2013. Rammerne, scenen og ikke mindst publikum, som var enormt lyttende og engagerede. Det er jo ikke på alle festivals, at man oplever det.”
Den sympatiske sanger forklarer videre: ”Så her fik vi en fornemmelse for folkemusikmiljøet, som vi selvfølgelig kendte lidt i forvejen, men her fandt vi ud af, hvad det hele handler. Så det var helt fantastisk, og vi nød det virkeligt og håber, vi får flere af den slags oplevelser.”
Om mødet med deres musikkolleger i Tønder fortæller han: ”Det var som at komme ind i en varm favn. Vi blev taget virkeligt godt imod, og det var også en af de rigtig gode oplevelser i Tønder. Vores musik har jo elementer af folkemusik men også alt muligt andet i sig, så derfor synes vi, at det er modigt af festivaler som Tønder og Strib, at de vil prøve, hvad rammerne kan tåle.”
Efter fredagens koncert i Strib vil ingen være i tvivl om, at Folkeklubben kan ”tåles” og meget mere end det på alle festivaler og spillesteder. Bandet fortsætter travlheden fra sidste år, da der allerede er 22 koncerter på programmet de næste godt to måneder.