Rockmuseet i Roskilde havde inviteret til eventet Ragnarock Protesterer! og sammensat et spændende program. Der var miniomvisninger med eksempler på, hvorledes unge igennem tiden har forsøgt at udfordre samfundet. Desuden interviews med og liveoptræden af både Marc Facchini og Nikoline, hvor debattør Henrik Marstal spurgte ind til deres inspirationskilder og forhold til at formidle politiske tekster og budskaber.

Tomas Skov var moderator i en samtale og debat med tidligere DR-generaldirektør Christian Nissen og museumsinspektør Rasmus Rosenørn om emnet: Var der overhovedet et ungdomsoprør?

Burnin’ Red Ivanhoe, De Underjordiske og Niels Skousen gav hver en lille times koncert, og sidstnævnte er vel det nærmeste, man kan kalde politisk sanger. Han gav en god solokoncert, hvor han viste sit eget engagement i den såkaldte protestbevægelse.

Selv om arrangementet varede en hel aften, så siger det sig selv, at man kun når at berøre facetter af disse temaer, og selv om udgangspunktet var 1960’erne, så nåede man ikke at komme nærmere ind på begrebet folke- og protestsanger, hvilket jeg havde håbet. Men ellers var det et godt initiativ, og nu, hvor der er taget hul på dette tema, kan det måske åbne for yderligere belysning.