Duften af nybrygget kaffe breder sig i det hyggelige fællesrum. En varevogn med schweiziske nummerplader ruller ind på parkeringspladsen. En spændende weekend er ved at tage sin begyndelse.
Det er fredag formiddag og jeg har checket ind på pensionat Helwegs Hus i Snoghøj. Solen stråler over Lillebælt og der er kun få kilometer til Fredericia og Det Bruunske Pakhus hvor Madison Violet spiller deres første koncert på bandets lille Danmarks-turné.
Det er Lorenz Pühler der kører den schweitziske bil. Lorenz er chauffør, lydtekniker og tour-manager på én gang. Han forsøger at styre Madison Violet-pigerne med hård hånd, så tidsplanerne kan overholdes. En opgave der ikke altid er lige nem. Som Lisa MacIsaac på et tidspunkt siger: ”Lorenz, du sagde selv cirka 10 minutter, og man skal aldrig sige cirka til en pige!”
Lorenz har derimod ingen problemer med bassisten Adrian Lawryshyn, der stille og roligt altid er klar på de aftalte tidspunkter.
Lisa og Brenleys finder deres værelser og tager sig et middagshvil. Adrian og Lorenz sætter sig til rette i sofaen og finder deres bærbare computer og iPod frem, for første gang af mange i løbet af weekenden.
”Jeg er på Skype mindst et par gange om dagen med familien derhjemme,” fortæller Adrian, der savner sin kone og datter hjemme i Toronto.
Efter endnu en kop kaffe bliver pigerne vækket, og de tager afsted til lydprøven på Det Bruunske Pakhus.
Musik i pakhuset
I det næsten 200 år gamle pakhus kan man levende forestille sig sække, tønder og kasser stablet op, med en blandet duft af krydderier og andre købmandsvarer. Men siden 1986 er det ikke lyden af sækkevogne, men musik, der har lydt i den hyggelige gamle Købmandsgård.
Koncert. Signering af et par cder. Pakke instrumenter sammen. En enkelt øl eller sodanvand og så siger Madison-pigerne godnat. Der er ingen backstage afterparty denne fredag aften.
Tilbage på Helwegs Hus i Snoghøj har Adrian problemer med at finde ud af, hvornår han skal ringe datteren op på Skype og ønske hende tillykke med fødselsdagen. Tidsforskel. Han håber også at han kan finde en passende gave til hende på turen.
Jeg forsøger at snakke om noget andet end familien med den sørgmodige bassist Adrian, hvis mor stammer fra Ukraine.
”Jeg er med i orkestret Zubrivka, hvor vi spiller ukrainsk folkemusik,” sukker Adrian og bliver lidt melankolsk ved tanken om Ukraine. ”Jeg er i øjeblikket med i fire forskellige bands, og det går fint nok. På et tidspunkt var jeg med i ni forskellige bands, og det var bare for meget. Som når jeg for eksempel skulle spille fem forskellige steder, med fem forskellige bands en lørdag-søndag.”
Således efterlader jeg Adrian, der endnu engang ringer familien op på Skype.
Lørdag på landevejen
Efter fredagens koncert i Fredericia, går turen videre til Det Musiske Hus i Frederikshavn
Lisa forsøger på bedste kirurgisk vis dissekere et rundstykke, og bagefter fylde det med marmelade.
Lorenz har slået ud med armene flere gange, da klokken for længst har passeret 11, og endelig kommer vi afsted.
”Det bedste ved at spille i Danmark er, at I forstår alt hvad vi siger. Forklaringerne på vores sange går rent ind med det samme, og I griner af vores vittigheder, og det er noget vi værdsætter,” smiler Brenley.
Jeg har Brenley og Lisa som passagerer på køreturen mellem Fredericia og Frederikshavn og pigerne fortæller om deres indtryk af Danmark, som de har besøgt før.
”Spillestedernes størrelse og standard er stort set det samme overalt, og det gælder også faciliteterne og de tekniske forhold. Ikke mindst hotellerne, de er stort set ens uanset hvor vi er.” fortæller Lisa og Brenley tilføjer: ”Når man har været på 25 hoteller, og vågner op om natten, ved man ikke hvor man er, hvor lyset er, eller hvor døren er henne. Vi har da også flere gange været ude for at vi ikke kan huske vores værelsesnumre, og har så gået rundt og prøvet nøglen i flere døre.”
”Vi vil stadig gerne være opvarmningsband for andre bands, for det giver mulighed for at vi kan præsentere os for et publikum, der måske ikke kender os,” fortæller Lisa, og Brenley fortsætter: ”Jeg ville gerne spille i Rusland, men jeg tror ikke de har den store interesse for canadisk folkemusik. Og så kunne jeg også tænke mig at spille i Japan og Kina, for jeg ved, at der i Japan tidligere har været flere canadiske bands.”
Brenley siger dog også: ”Engang imellem kan man dog godt få den tanke, ”bare vi skulle hjem nu”, men det er heldigvis kun, når man spiller for et uengageret publikum, og det sker ikke så tit.”
”Ja, det er rigtigt, og når man bogstaveligt har haft de samme sokker på tre dage i træk og bare savner sin egen seng,” sukker Lisa.
”Vi kan godt lide at spille på de små intime spillesteder, men vi kan også godt lide at komme på festivals. Men hvis det kun var festivals hele tiden, ville vi blive trætte af det,” fortæller Brenley.
Lisa løfter sløret for en kommende udgivelse: ”Vi har flere nye sange på vej. Der er blandt andet et par nye bluegrass-inspirerede sange i støbeskeen, men vi ved ikke, hvornår vi skal i studiet endnu.”
Koncerten i Frederikshavn går godt. Under et nummer må pigerne holde masken, da Lisa sang ”ass” i stedet for ”ash”, men publikum opfatter det tilsyneladende ikke, men på scenen får de sig et godt grin.
Til gengæld er pigerne ved at tage fusen på publikum, da Brenley før et nummer forklarer: ”Vi har lavet en helt ny melodi. Den er helt uprøvet og vi har aldrig spillet den før for et publikum. Vi tror den kan blive et hit, men måske kan I slet ikke lide den, og så lover vi aldrig at spille den mere.”
Efter et par strofer af den ”nye” sang og melodi, genkender publikum en frisk ny udgave af Simon & Garfunkels 41 år gamle hit ”Mrs. Robinson”.
”Det er første gang nogensinde, at der ikke er solgt en eneste cd.” siger Lisa, da bandet efter koncerten kommer ud for at signere cder og snakke lidt med publikum. “Vi sælger ellers 90 procent af vores cder efter koncerterne,” siger en slukøret Lisa, men tilføjer dog med et smil på læben: ”Men det er nok fordi, at de allerede har købt dem i forvejen!”
Bandet rydder op og pakker bilen. ”Vi har ingen T-shirts til salg denne gang, da vores bagage vejede mere end rigeligt, så vi måtte efterlade dem derhjemme,” siger Lisa.
Sidste stop Odense
Efter at bandet har checket ud på Best Western i Frederikshavn, går turen så hastigt sydpå uden stop, for endnu engang er tidsplanen skredet til stor fortvivlelse for Lorenz.
Efter lydprøven på Dexter i Odense, forsvinder Brenley med sin mobiltelefon, mens Lisa finder sig en krog, hvor kablet til internetforbindelsen kan nå, og så henholdsvis snakker og chatter de løs med familie og venner, og endnu engang sidder Adrian og ser vemodig ud med tankerne derhjemme.
”Jeg glæder mig efterhånden til at komme hjem, og falde ind i en almindelig hverdag igen. Dette er den længste turne jeg har været ude på. Normalt er det kun en eller to uger, jeg har været hjemmefra, så jeg ser frem til at skulle passe de daglige ting som indkøb, hus og have, og ikke mindst tage mig af min datter,” fortæller han.
